I 1928 gav forfatteren Virginia Woolf (1882 – 1941) en række foredrag ved Cambridge-universitetet over emnet ”Kvinder og litteratur”. De nedskrevne foredrag blev så lange, at hun også udgav dem samlet og i fuld omfang i bogen ”A Room of One´s Own”, på dansk: ”Eget værelse”.


Woolf undersøger i bogen hvad der skal til for at kvinder kan skrive frit som mandlige forfattere altid har kunnet det, og når frem til denne simple opskrift: £500 om året og et eget værelse.

Det lyder banalt i vore dage, men historisk set har kvinden ikke har haft ret til egen indtjening og ejendom, og dermed ikke haft en egen fri vilje til at vælge en forfatterkarriere frem for husmoderens. Når man dertil lægger manglende adgang til undervisning og biblioteker, giver hendes opråb mening.

Undervejs sad jeg og tænkte på, at stor litteratur måske også kan komme ud af fattigdom og en skrivemaskine i køkkenet eller i dagligstuen? Det argument har Virginia Woolf forudset, og remser en række store (mandlige) engelske digternavne op (Coleridge, Wordsworth, Byron, Shelley, Keats, Tennyson etc.). For 99 % af dem gælder det, at de havde adgang til egne midler og de var universitetsuddannede.

Woolf kigger også på litteraturen om kvinder, som på den tid var skrevet af mænd, og når man bare ser listen over temaerne, bliver det helt makabert: Dyrket som gudinder af.., Moralsk svagere end,… Mindre hjernerumfang,…Deres idealisme,…etc.

Jeg skal ikke genfortælle alt her, blot opfordre til at læse denne bemærkelsesværdige bog. Den er ikke lang (6 kapitler på 140 sider) og ikke svær at læse, tværtimod. Så meget desto mere står budskabet lysende klar og tydelig formuleret: Forudsætningen for kvindelig litteratur, er frie kvinder med egne midler og rum som de har nøglen til.

Jeg kan ikke lade være med at være lidt misundelig på kvinderne, som har så fremragende bøger som denne, som på en måde er deres, ligesom for eksempel Simone de Beauvoir’s Det andet køn og Germaine Greers Den kvindelige eunuk er det. Som mand kan man læse med, men det er jo ikke os, de her bøger er skrevet til (hvad Virginia Woolf også joker med i Eget værelse).

Hvorom alting: har du af en eller anden grund kun tænkt dig at læse et feministisk værk i dit liv, så lad det være Virginia Woolfs A Room of One’s Own.
Virginia Woolf: A Room of One’s Own. Penguin Books, 2004 (1928).
Virginia Woolf: Eget værelse. Samlerens Forlag, 1973 (1928). Oversat af Elsa Gress og David Gress-Wright.