Kære turister,

jeg bor i det nordlige Jylland, ikke langt fra Vesterhavet. Hver sommer valfarter I hertil fra især Norge og Tyskland, for at nyde de smukke strande. Men selvom vi efter sigende ligger i læ af de norske fjelde, så er vejret ærlig talt ofte ustadigt og regnfuldt. Men det kender I løsningen på: gummistøvler, regnfrakke og bøger! For er der noget bedre end at sidde indendørs og læse mens regnen trommer på tag og vindue?

For os lokale bogelskere er der en sidegevinst ved jeres besøg. I glemmer nemlig tit jeres bøger. Tsk, tsk, tsk, hvor er I utaknemmelige. Heldigvis indleverer sommerhusudlejeren ofte bøgerne til genbrugsbutikkerne, så bøgerne kan sælges igen til nye bogelskere og pengene gå til et godt formål.

I dag var jeg i Løkken i en genbrugsbutik, og for kun 30 kroner fik disse skatte med hjem:

Denne bog indeholder uddrag af referaterne fra Hitlers militærkonferencer. Altså ordrette citater af Føreren og hans generaler. Spændende!

Animal Farm behøver vist ingen introduktion 🙂

Denne bog med eventyr af Brødrene Grimm er fra 1925 og er udgivet af OTA, som var et dansk firma der lavede morgenmadsprodukter.

Bag denne indbinding befinder der sig en roman af tyske Thea von Harbou (1888-1954) fra 1942, ’Blomstrende Lotus’. Hun var foruden romanforfatter skuespiller og filmmanuskriptforfatter. Hun var gift med den tyske filminstruktør Fritz Lang (ham med ’Metropolis’ og ’M’), men da hun i 1932 blev nazist blev de skilt og han flygtede til USA, mens hun blev.

Og her The Complete Short Stories vol. I-III af W. Sommerset Maugham. Forrygende.

Så, kære turister: tusind tak for bøgerne. Jeg håber I kommer igen til næste år med nye forsyninger 🙂