Året der gik – 2013

2013 har været et godt bogår, selvom jeg (som sædvanligt) har fået læst mindre, end jeg har drømt om, især på grund af at det har været et travlt arbejdsår.

Jeg har især haft fokus på at få læst klassikere fra bagkataloget, nogle har været genlæsninger mange år efter, mens andre har været klassikere, jeg aldrig har fået taget hul på.

Men, kunne du indvende, det er jo sikre valg? Ja, umiddelbart kunne det godt se sådan ud, men jeg opgav faktisk flere af dem i dyb skuffelse. For eksempel John Steinbecks Travels with Charley og Gerrald Durrels Min familie og andre dyr.

Jeg fik genlæst to danske klassikere, Vej vejen af Herman Bang og Ditte Menneskebarn af Martin Andersen Nexø. Jeg ved snart ikke hvilken der er mest sørgelig, men absolut fremragnede læsning. Og Tom Kristensens rejseskildring En Kavaler i Spanien.

Desuden nyklassikere som Jørgen Leths erindringer, Det uperfekte menneske, i øvrigt som lydbog læst op af ham selv, en virkelig stor oplevelse, og hans samlede digte.

Blandt de bøger der gjorde størst indtryk på mig, er de tre romaner om stalintiden: George Orwells 1984, Arthur Koestlers Mørke midt på dagen, og Victor Serges The Case of Comrade Tulayev.

Desuden et par stærke kvinder: Virginia Woolf A Room of One’s Own,Veza Canettis Den gule gade, og Aleksandra Kollontajs erindringer, Jeg har levet mange liv.

I faktaafdelingen fik jeg læst om Dansk Graffiti, om Beton og om Pladecovers.

Rejser og besøg

I 2013 blev der heldigvis også rig lejlighed til at lede efter gode bøger, både på loppemarkeder og genbrugsbutikker i Nordjylland, men også i Amsterdam, Hamburg og London. Men det bliver vist for omfattende at opremse mine indkøb 🙂
Og vi fik set J. P. Jacobsens mindestue på Thisted Museum og besøgt Jenle, hvor Jeppe Aakjær boede og skrev.

Det nye år

Et par klassikere fik jeg startet på, men desværre aldrig fuldført: Verden af i går af Stefan Zweig og Berlin Alexanderplatz af Alfred Döblin. Det bliver så i 2014, er planen.

Andre bøger jeg glæder mig til i 2014, er Morrisseys erdindringer, Autobiography, Florian Illies historiebog, 1913. Der Sommer des Jahrhunderts og Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita.

Desuden er det til sommer 100 år siden 1. Verdenskrig brød ud, hvilket jo havde en særdeles spændende litterær effekt, så der skal nylæses og genlæses klassikere om og fra den periode.

Du er i øvrigt velkommen til at connecte med mig på Goodreads eller på Facebook.

Tak fordi du læser med her på bloggen, godt nytår og hav et skønt bogår i 2014 🙂

Skriv et svar