André Malraux: Håbet


’Håbet’ er en roman der foregår i Spanien under borgerkrigen i 30’erne. Det er en kollektivroman, der følger en lang række frivillige fra forskellige lande, der kæmper for republikken på forskellige fronter i Spanien, dels i Madrid, dels i Barcelona, på en republikansk flyveplads, og andre steder.

’Støj af lastbiler belæsset med geværer steg op fra Madrid, der lå anspændt af sommernatten. Allerede flere dage forinden havde arbejderorganisationerne meddelt, at fascisterne forberedte en opstand, at der var hemmelig virksomhed i kasernerne, og at der blev ført våben til byen. Marokko var allerede besat. Klokken et om morgenen havde regeringen endeligt besluttet sig til at uddele våben til befolkningen. Klokken tre gav fagforeningsbogen ret til våben. Det var på høje tid: telefonmeldingerne fra provinsen havde været gunstige fra midnat til klokken to, men nu så det ikke så godt ud.

Fra telefoncentralen på nordbanegården blev stationerne ringet op en efter en. Sekretæren i jernbanearbejderforbundet, Ramos, foretog opringningerne assisteret af Manuel. Med undtagelse af Navarra, hvor forbindelsen var afbrudt, havde svarene været ens. Enten: regeringen er herre over situationen, eller: arbejderorganisationerne behersker byen og afventer regeringens instrukser. Men nu var tonen blevet en anden:

– Hallo, Huesca?
– Hvem taler jeg med?
– Madrids arbejderråd.
– Det er forbi med jer, I møgdyr! Arriba España!’

Det er vidt forskellige mennesker fra forskellige samfundslag, der har kampen mod fascismen til fælles.

Romanen har en småfilosofisk tone (som det også kendes fra Remarque) og har mange gode pointer. Fx:

Rascismen er udgangspunktet for fascismen, ikke omvendt! (side 162)

Humane mennesker laver ikke revolution; de laver biblioteker og kirkegårde, desværre. (side 204)

Politik er valget mellem to muligheder, ikke valget mellem en mulighed eller en drøm. (side 206).

Som bekendt blev den republikanske side splittet af de Moskva-tro kommunister. I magtbegær skred de til arrestationer og henrettelser af socialister og anarkister, og fremskyndte dermed utvivlsomt nederlaget.

Andre Malraux (1901-1976) undlader ikke at lade en af sine romanpersoner kritisere kommunisterne:

’Jeg siger ikke, at kommunismen er blevet en religion, men jeg siger, at kommunisterne er ved at blive præster. Det at være revolutionær, det er for jer det samme som at være snedig. Sådan var det ikke for Bakunin og Kropotkin, slet ikke. Partiet har slugt jer med hud og hår. Disciplinen har slugt jer. Sammenholdet har slugt jer.’ (side 194)

En god roman om et afgørende vendepunkt i spansk og europæisk historie.

André Malraux: Håbet. Hasselbalch, 1964 (1937).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *