Carl Heinrich Petersen: Kommunismens kættere


Titlen hentyder til at der inden for kommunismen hurtigt opstod en ortodoksi der mindede om den kristne kirkes (måske især den katolske), og at en enhver afvigelse eller opposition blev set som fjendtlig (kontrarevolutionær).

Hovedaksen er den russiske revolution, og til dels den tyske, og hvem der end måtte have afveget fra den herskende partilinje.

Efter et forord falder bogen i 6 dele:

1. Den demokratiske-humanistiske afvigelse ved Rosa Luxemburg.
2. Den syndikalistiske afvigelse, arbejderopppositionen og rådskommunismen, ved Kollontaj og Pannekoek.
3. Venstreafvigelsen ved Trotsky.
4. Højreafvigelsen ved Bukarin og Brandler.
5. Moskva-processerne og den store udrensning.
6. Den spanske borgerkrig.

Bogen er en letforståelig indføring i kommunismens historie og dens forskellige variationer cirka fra 1903 til 2.verdenskrig.

Venstrefløjen generelt er kendt for at hade fraktionsdannelser, men ikke desto mindre nærmest gøre dette til en olympisk disciplin. Sådan husker jeg det også i min spæde ungdom i 80’erne. Der var nærmest ligeså mange partier som der var venstreorienterede: SF, VS, KAP, SAP, DKP, DKP/ML, IS, Fælles Kurs osv. De fleste var spaltninger af hinanden eller havde forskellige husguder (teoretikere).

I ’Kommunismens kættere’ positioneres afvigerne i forhold til den siddende magt. Trotskij er venstreorienteret ift. Stalin, mens Bukharin er til højre. Det kan ind imellem være mere end svært at se logikken. Hvad skal man mene for at kunne køre højre om en gal, diktatorisk massemorder som Stalin? Og når man som Trotskij har været med at til at skabe fundamentet for partiets (og Stalins) uindskrænkede magtbase, kan man så med nogen rimelighed tilhøre venstrefløjen i bevægelsen?

Det bliver lettere morsomt og barokt, men den historiske baggrund er naturligvis dødsens alvorlig: var man i opposition til magten, var man (og familien og vennerne) truet på livet. Deportationer, henrettelser, tortur, forfølgelse og udstødelse. Det var ingen spøg.

Forfatteren har selv befundet sig på venstrefløjen siden 1925. På et tidspunkt i 1940’ern er han tilknyttet trotskisterne, men også præget af syndikalismen. Det var ikke populært hos trotskisterne, så forfatteren var en slags kætter blandt kætterne!

Bogen er altså en let og overskuelig indføring i stoffet, på omkring 130 sider med litteraturliste. God at blive klog af.

Petersen har i øvrigt hentet en del af sin viden i Victor Serges erindringer, som jeg har anmeldt for nylig her.

I øvrigt et meget opfindsomt og pædagogisk cover….eller noget….

Carl Heinrich Petersen: Kommunismens kættere. Søndagsbiblioteket, Munksgaards Forlag, 1964.

4

Authors gravatar

Søren

Ja, det er helt gakket. Også når man tænker på kommunisterne var så kritiske overfor religionen.

Men det hører nok også sammen med, at flere af de forskellige kommunistiske retninger ender som personkulte, langt fra udgangspunktet.

Det er en af grundene til at jeg personligt er inspireret politisk af anarkismen, hvor autoriteter, og dermed idyliserede helte og ledere, er noget negativt.

Authors gravatar

Søren

Ja, det er helt gakket. Også når man tænker på kommunisterne var så kritiske overfor religionen.

Men det hører nok også sammen med, at flere af de forskellige kommunistiske retninger ender som personkulte, langt fra udgangspunktet.

Det er en af grundene til at jeg personligt er inspireret politisk af anarkismen, hvor autoriteter, og dermed idyliserede helte og ledere, er noget negativt.

Authors gravatar

Dorte H

Jeg kan godt lide din sammenligning af kommunismen og kirken 🙂 Politiske fanatikere hare ofte svært ved at se, at de ikke har noget at lade religionen høre for.

Authors gravatar

Dorte H

Jeg kan godt lide din sammenligning af kommunismen og kirken 🙂 Politiske fanatikere hare ofte svært ved at se, at de ikke har noget at lade religionen høre for.

Skriv et svar