Dage og nætter med kærlighed og krig


Den uruguayanske journalist og redaktør Eduardo Galeano (1940-) skrev og redigerede blade, tidsskrifter og aviser fra starten af 1970’erne, først i Uruguay, siden Argentina, men hver gang måtte han flygte videre væk fra militærdiktaturerne. Fra 1976 bor han i exil i Spanien, og først da demokratiet genindføres i Uruguay i 1985 tager han tilbage til sit fødeland.

”Dage og nætter med kærlighed og krig” er hans erindringer om hans rejser rundt i mellem- og sydamerika i årene 1975-77, om de mennesker han mødte, var venner med, arbejdede med, og hvoraf nogle forsvandt i militærdikaturernes fangekældrer. Det var farligt at være journalist eller advokat eller fagforeningsmand eller rød.

Buenos Aires, april 1976:
”Denne aften tog vi ud for at spise pizza sammen. Vincente var i rigtig dårligt humør. Samme morgen havde aviserne midt blandt alt det andet bragt nyheden om en revolutionær, der var blevet fundet død; en mand han havde forsvaret. Liget var dukket op i en mose, sammen med liget af hans lille søn. Han hed Sebastian. Hans kone, Diana, var blevet myrdet fire måneder før.
-Ved du hvilken dag, der var den lykkeligste i mit liv? spurgte Vincente mig. Det var den dag, det lykkedes mig at få dem bragt sammen foran samme domstol. De havde været fængslet i to år uden at se hinanden. De blev ved med at skifte fængsel, og de blev altid anbragt i forskellige fængsler. Når han blev sendt nordpå, blev hun sendt sydpå. Når hun blev sendt ind i landet, blev han smidt i Devoto fængslet. Endelig lykkedes det mig at bringe dem sammen under påskud af nødvendigheden af en konfrontation. Jeg har aldrig set nogen kysse hinanden sådan.”
(side 116)

Galeano er politisk i sine iagttagelser og analyser. Han ser sammenhængene mellem de multinationale selskaber, militærdiktaturerne, de besiddende klasser og USA.

”Kun priserne er frie. I vore lande behøver Adam Smith en Mussolini. Frie investeringer, frie priser, frie vekselkurser: jo friere det er for erhvervslivet, jo mere ufrit er det for menneskene. Nogle fås velstand bringer resten elendighed. Hvem kender en formue, der er uskyldig? I krisetider er det så ikke sandt, at de liberale bliver konservative, og de konservative bliver fascister? I hvis tjeneste er dé, der myrder mennesker og lande?” (side 134)

”Milton Friedmans teorier medførte, at han selv fik Nobelprisen; for chilenerne medførte de, at de fik Pinochet.” (side 134)

Galeano er en blændende og medrivende skribent, som tager bladet fra munden om de politiske forhold, og som forsøger at fastholde ansigterne af de mange der forsvandt.

Bogen kan anbefales på det varmeste.

P.S. ”Sort humor i Buenos Aires: Magten, siger man, er som en violin. Man tager den med venstre hånd og spiller den med højre.” (side 12)

P.P.S. ”Overklassen spillede med statistikkerne, middelklassen på børsen; underklassen udfyldte tipskuponer.” (side 28)

P.P.P.S. ”Det første dødsoffer for tortur udløste en national skandale i Brasilien i 1964. Nummer 10 dødsoffer som følge af tortur blev knapt nok omtalt i aviserne. Nummer halvtreds blev accepteret som ’normalt’.” (side 76)

Eduardo Galeano: Dage og nætter med kærlighed og krig. Socialistisk Bogklub, 1982 (1977). Oversat af Thure Hastrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *