Bogen handler om Dea Trier Mørchs oplevelser, da hun som ung grafiker og maler sidst i 1960’erne studerer på kunstskole i Leningrad.

Det er ikke dokumentarisme, men fyldt med iagtagelser, punktnedslag og poesi, i klassisk Dea Trier Mørch stil. Enkelt og smukt.

Jeg har virkelig haft en heldig hånd her på det sidste. Først Kapuscinski, så John Reed, og nu Dea Trier Mørch. Iagttagere, poeter, humorister. Vidende og intelligent. Humanister.

De giver mig alle tre en ordentlig reminder om, hvor vigtig iagttagelse, detaljer og beskrivelser er. Det er meget bevægende at læse.

Jeg havde oprindeligt absolut ingen intentioner om at redegøre for Dea Trier Mørchs forhold til Sovjetunionen. Det er en pestilens og en svøbe, at alting skal læses ind i en for-eller-imod kontekst. Et unuanceret borgerligt pseudo opgør med en ‘kultur’ proppet ned i en bestemt kasse: Sovjetkritisk – god forfatter, Sovjetvenlig – dårlig forfatter.

Men det lader sig ikke skjule: bogen bobler bare over med Trier Mørchs småanarkistiske (ungdoms-) oprør mod det stive og ideologisk ortodokse system på kunstskolen og mange andre steder i det sovjettiske samfund. Udstillingsforbud, rejseforbud, opholdsforbud, racisme, regler og forordninger etc.

Læs bogen. Den er virkelig en smuk oplevelse.