Den farlige litteratur

Seminariet i Georgien
I det 18. århundrede var den betydeligste højskole i Georgien, ja, måske i hele Kaukasien, det teologiske Seminarium i Tbilisi. Det var her de intelligente drenge kom på skolebænken, hvis de var heldige, vel at mærke.

Seminariet var en kaserne, bestyret af munke. Eleverne kunne allernådigst få udgang et par timer en gang imellem. Ellers stod den på isolation, studier og bønnetimer.

Eleverne blev nidkært udspioneret af munkene og af dukse, og ”uregelmæssigheder” blev rapporteret og straffet med isolation i cellerne, og liberale lærere blev afskediget.

Censur af litteraturen
Munkene censurerede hvilke bøger eleverne havde adgang til. Fra politirapporter ved vi, at eleverne alligevel skaffede sig bøger af Darwin, Buckle, Mill, Renans ”Jesu liv” og Hugos ”Napoleon den lille”.

Også en af eleverne (på stipendiat), Josef Djugasjvili, skaffede sig udgang så han mod reglerne kunne låne bøger på det offentlige lejebibliotek.

Han læste georgiske digtere, Darwin og russiske romaner af Saltykov-Tjedrin, Gogol og Tjekov; europæiske romaner, Thackerays ”Forfængelighedens marked”, Victor Hugos ”1793” og ”Havets arbejdere”.

Litteratur er frihed
For det lille, isolerede samfund på det teologiske seminarium blev undertrykkelsen brudt af litteraturen. Jeg tror somme tider vi glemmer, at litteratur er med til at åbne vores øjne mod friheden.

Eleven Josef Djugasjvili glemte det også igen, for han er jo ingen ringere end den senere diktator, Josef Stalin. Det kim munkene havde sået i ham, voksede sig stort, og han glemte alt om Hugo og Gogol.

Men det er en anden historie.

4 responses

  1. Jeg har det fra en bog af Isaac Deutscher, som jeg læser lige nu: "Stalin. En politisk biografi."

    Det er samtidig historien om, hvor galt det kan gå, og om de utallige ofre for vanviddet, som du så rigtigt skriver.

  2. Jeg har det fra en bog af Isaac Deutscher, som jeg læser lige nu: "Stalin. En politisk biografi."

    Det er samtidig historien om, hvor galt det kan gå, og om de utallige ofre for vanviddet, som du så rigtigt skriver.

  3. Men hvad hedder bogen, Søren?
    Hvor har man dog i tidens løb læst meget om sovjettiden. For ikke mange år siden f.eks. Bent Jensen's chokerende stærke Gulag og glemsel. Der beskrives alle de uhyrligheder som bl.a. Stalin fandt på i en sådan grad, at man nærmest overhovedet slet ikke i nogen måde formår at referere en brøkdel af al denne grufuldhed og elendighed. Jeg måtte nærmest tegne mig ud af en krise efter endt læsning. Jeg tegnede de døde mennesker der lå på åben gade i de store kendte kulturbyer, som de er afbildedet i bogen. – Jeg har også engang læst Stalins datters erindringer, eller rettere 3/4 af den. Her virker Stalin vel nærmest som en kærlig bedstefar, set med datterens øjne, selvom hun, så vidt jeg husker, i voksen alderen ikke er blind for hans "format".

    Vorkuta, engang søgte jeg for sjov på nettet efter denne den nordligste storby i verden, anlagt i det rene ingenting i sovjettiden. Speciel by der højt oppe i kulden og intetheden.

    Magadan – et ord der klinger ganske uhyggeligt i mine ører. Uha, hvad der er foregået af lidelser. Godt skrevet i din anden anmeldelse af en bog fra Stalin-tiden. At dem der byggede disse sindsyge veje, mødtes i himlen allesammen. Sikke en tragikomisk karakteristik.

  4. Men hvad hedder bogen, Søren?
    Hvor har man dog i tidens løb læst meget om sovjettiden. For ikke mange år siden f.eks. Bent Jensen's chokerende stærke Gulag og glemsel. Der beskrives alle de uhyrligheder som bl.a. Stalin fandt på i en sådan grad, at man nærmest overhovedet slet ikke i nogen måde formår at referere en brøkdel af al denne grufuldhed og elendighed. Jeg måtte nærmest tegne mig ud af en krise efter endt læsning. Jeg tegnede de døde mennesker der lå på åben gade i de store kendte kulturbyer, som de er afbildedet i bogen. – Jeg har også engang læst Stalins datters erindringer, eller rettere 3/4 af den. Her virker Stalin vel nærmest som en kærlig bedstefar, set med datterens øjne, selvom hun, så vidt jeg husker, i voksen alderen ikke er blind for hans "format".

    Vorkuta, engang søgte jeg for sjov på nettet efter denne den nordligste storby i verden, anlagt i det rene ingenting i sovjettiden. Speciel by der højt oppe i kulden og intetheden.

    Magadan – et ord der klinger ganske uhyggeligt i mine ører. Uha, hvad der er foregået af lidelser. Godt skrevet i din anden anmeldelse af en bog fra Stalin-tiden. At dem der byggede disse sindsyge veje, mødtes i himlen allesammen. Sikke en tragikomisk karakteristik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *