Seminariet i Georgien
I det 18. århundrede var den betydeligste højskole i Georgien, ja, måske i hele Kaukasien, det teologiske Seminarium i Tbilisi. Det var her de intelligente drenge kom på skolebænken, hvis de var heldige, vel at mærke.

Seminariet var en kaserne, bestyret af munke. Eleverne kunne allernådigst få udgang et par timer en gang imellem. Ellers stod den på isolation, studier og bønnetimer.

Eleverne blev nidkært udspioneret af munkene og af dukse, og ”uregelmæssigheder” blev rapporteret og straffet med isolation i cellerne, og liberale lærere blev afskediget.

Censur af litteraturen
Munkene censurerede hvilke bøger eleverne havde adgang til. Fra politirapporter ved vi, at eleverne alligevel skaffede sig bøger af Darwin, Buckle, Mill, Renans ”Jesu liv” og Hugos ”Napoleon den lille”.

Også en af eleverne (på stipendiat), Josef Djugasjvili, skaffede sig udgang så han mod reglerne kunne låne bøger på det offentlige lejebibliotek.

Han læste georgiske digtere, Darwin og russiske romaner af Saltykov-Tjedrin, Gogol og Tjekov; europæiske romaner, Thackerays ”Forfængelighedens marked”, Victor Hugos ”1793” og ”Havets arbejdere”.

Litteratur er frihed
For det lille, isolerede samfund på det teologiske seminarium blev undertrykkelsen brudt af litteraturen. Jeg tror somme tider vi glemmer, at litteratur er med til at åbne vores øjne mod friheden.

Eleven Josef Djugasjvili glemte det også igen, for han er jo ingen ringere end den senere diktator, Josef Stalin. Det kim munkene havde sået i ham, voksede sig stort, og han glemte alt om Hugo og Gogol.

Men det er en anden historie.