Noget af det fedeste ved at rode efter bøger, er at man somme tider kommer hjem med noget man aldrig har hørt om før, og hvor der gemmer sig en spændende historie. For eksempel fandt jeg forleden denne digtsamling i en genbrugsbutik i Odense.

Jeg kender godt Brøndums to-sprogede serie, hvor digtene står på originalsproget på venstre side og på dansk på højre side. Jeg har Kaptajnens vers af Pablo Neruda i samme serie. Selvom jeg ikke kan spansk, er det meget sjovt at sammenligne de to sprog, eller bare prøve at læse det op og lade som om man kan spansk.

Men bag kunstnernavnet Gabriela Mistral gemmer der sig noget af en historie, som jeg aldrig er stødt på før. Virkelighedens Gabriela Mistral var født den 7. april 1889 i Chile og fik navnet Lucila de Maria  del Perpetuo Socorro Godoy Alcayaga (de kan noget med navne på spansk!). Hun var født faderløs og fattig, og fik næsten ingen skolegang. Hun blev undervist af sin storesøster og forsørger som 15-årig sin familie som skolelærerinde. Allerede her var hun igang med forfatterskabet, hendes digte udgives løbende fra 1904. I 1914 fik hun en førsteplads i en nationale skrivekonkurrence, og i 1922 blev hendes første digtsamling udgivet.

Hun fik ikke noget let liv. I 1909 begik hendes kæreste, jernbanearbejderen Romelio Ureta, selvmord.  En del af årsagen til hendes manglende skolegang var en katolsk præst, der ikke brød sig om hendes digte og liberale holdning til uddannelsessystemet. I 1921 stillede hun op som kandidat til posten som leder af en helt ny moderne pigeskole i hovedstaden Santiago, og vandt, men kontroverser omkring valget fik hende til at tage arbejde i Mexico fra 1922-1924. I 1925 måtte hun skynde sig tilbage til Chile for at tage sin afsked fra skolevæsenet med pension, inden lovgivningen blevet lavet om til at kun universitetsuddannede lærere måtte undervise. Den nye lovgivning var iværksat af en rival i lærernes fagforening, og havde betydet Gabriela Mistrals afsked uden pension. I 1943 begik hendes 17-årige nevø, som hun betragtede som sin søn, selvmord.

Efter Mexico rejste hun meget, blandt andet i USA og Europa, og levede af at holde foredrag og skrive, både digte og journalistik. Fra 1932 og til sin død var hun sit lands konsul mange forskellige steder i verden.

I 1945 fik hun tildelt hun Nobelprisen i litteratur som den femte kvinde og den første sydamerikaner. Hun dør i 1957 i New York af kræft og begraves i Chile.

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse digtene. De skulle være lidenskabelige, men også mørke og lidt dystre, præget af tabene i hendes liv.