Den unge Ludwig Bodmer er i gravstenssælger i brødrene Krolls begravelsesforretning i den tyske by Werdenbrück, og året er 1923. Inflationen galopperer af sted, løn får man udbetalt en gang om dagen, og man har fri en ½ time til at skynde sig at handle i, inden pengene bliver værdiløse.

Ludwig er ung, men har overlevet rædslerne i skyttegravene i 1.verdenskrig, og er derfor en anelse kynisk overfor livet og sine medmennesker.

Jeg læser familiemeddelelserne i bladene og klipper dødsannoncerne ud. Det giver mig altid troen på menneskeheden tilbage.[…] Hvis man skal tro dødsannoncerne, er nemlig alle fædre, prægtige ægtemænd, eksemplariske børn, uegennyttige og altopofrende mødre, inderligt begrædte bedsteforældre, forretningsmænd, i sammenligning med hvem Frans af Assissi må have været en hæmningsløs egoist, inderligt gode generaler, menneskelige statsadvokater, næsten hellige ammunitionsfabrikanter – kort sagt: hvis man tror på dødsannoncerne, synes jorden at have været beboet af en horde engle uden vinger, engle, hvis eksistens man ikke anede. […] Det er opløftende at læse det, og man kan være stolt af at tilhøre en race, der nærer så ædle følelser.

Ud over at sælge gravsten, spiller Ludwig også orgel til gudstjenesterne på det lokale sindsygehospital. Her møder han den skizofrene Geneviève Terhoven, som han fører lange (sære) samtaler med. Desuden er han aktiv i den lokale digterklub.

Ludwig og arbejdsgiveren og vennen Georg Kroll har forstået at udnytte inflationen til deres fordel. De har opkøbt madbilletter til det lokale spisested, så mange at de har til adskillige måneder. Pga inflationen spiser de hurtigt nærmest gratis, til restauratørerns indædte raseri!

På dette tidspunkt er Tyskland en ung republik, med en turbolent økonomi og politisk liv. Yderfløjene fisker i rørte vande, her i blandt Hitlers nazister. Luwig ser med bekymring på den stigende nationalisme og propagandaen om den uretfærdige fredstraktat underskrevet i Versailles.

Begravelsesforretningen leverer et krigsmindemærke til landsbyen Wüstringen. Krigsmindemærket velsignes af både den katolske og den protestantiske præst (men ikke den jødiske rabbiner) og en parade afholdes under ledelse af soldaterforeningens formand, major Wolkenstein.

Soldaterforeningen, der er opmarcheret foran monumentet under kommando af Wolkenstein, var pacifistisk i 1918; nu er den allerede hårdkogt national. Wolkenstein har behændigt forvandlet de erindringer, som næsten alle havde om krigen og kammeratsskabsfølelsen, til stolthed over krigen. Den, der ikke er nationalistisk, besudler de faldne heltes minde – disse stakkels, misbrugte, faldne helte, der allesammen så gerne ville have levet endnu. Hvor ville de dog feje Wolkenstein ned fra hans podium, hvor han nu står og holder sin tale, hvis de blot kunne! Men de er værgeløse og er nu blevet tusinder af Wolkensteineres ejendom; de tilhører disse, der benytter dem til egoistsike formål, som de skjuler under ord som „fædrelandskærlighed“ og „nationalfølelse“. Fædrelandskærlighed! Derved forstår Wolkenstein, at han kann gå i uniform på ny, blive oberst og sende flere folk i døden!

Samme tema skaber også ufred mellem ejernes af begravelsesfirmaet, Heinrich og Georg Kroll.

”Versailles-traktaten! Ja, naturligvis.” Georg træder et skridt frem. Han ombølges af duften af rødvin. ”Hvis vi havde vundet krigen, havde vi naturligvis overøst vore modstandere med kærlighed og gaver, ikke? Har du glemt, hvad du og dine ligesindede ville annektere? Ukraine, Brie, Longwy og hele Frankrigs jern- og kulbækken? Tog man Ruhr fra os? Nej, vi har det endnu! Vil du påstå, at fredstraktaten ikke var blevet ti gange hårdere, hvis vi havde kunnte diktere freden? Har jeg ikke hørt din grove kæft bralre op om det så sent som i 1917? Frankrig skulle være en stat af tredje rang, kæmpemæssige stykker af Rusland skulle annekteres, og alle modstandere skulle betale og aflevere værdier, så at de var forblødningen nær! Det var dig, Heinrich! Men nu brøler du med i koret om den uretfærdighed, der blev tilføjet os. Jeg kan brække mig over jeres selvmedlidenhed og hævntørst! Det er altid en andens skyld! I stinker af selvretfærdighed, I farisæere! Ved I ikke, at det vigtigste kriterium for en mand er, at han tager ansvaret for, hvad han har gjort? Men jer er der altid sket den største uret overhovedet, og kun på ét punkt adskiller I jer fra Gud – Gud ved alt, men I ved alting bedre.”

Her en samtale mellem Herinric Kroll og sælgeren Riesenfeld:

”Der kan De se,” siger Heinrich til Riesenfeld. ”Det er derfor, vi tabte krigen. På grund af intellektuel slaphed og på grund af jøderne.”
”Og cyklisterne,” supplerede Riesenfeld.
”Hvorfor cyklisterne?” spørger Heinrich forbavset.
”Hvorfor jøderne?” spørger Riesenfeld tilbage.
Heinrich studser. ”Nå sådan,” siger han uden at smile. ”Det var altså en vittighed?”

Bogen er fyldt med et vildtvoksende persongalleri, og selvom politikken fylder en del, så er det anekdoterne om disse personer og især deres amurøse forbindelser der sammen med dens humor giver bogen dens charme.

Jeg har læst bogen mange gange og kender dens univers og stemning rigtig godt. At læse bogen er lidt som at komme hjem.

Mit eksemplar af bogen er desværre fra Gyldendals Bogklub, og jeg bryder mig ikke om indbinding og papir, det er neutralt og intetsigende, næsten i en grad så jeg ikke har lyst til at røre ved bogen. Jeg må anskaffe mig et andet eksemplar snart!

Remarque var soldat i 1.verdenskrig (som han har beskrevet i romanen ’Intet nyt fra vestfronten’), og måtte flygte fra Tyskland efter nazisternes magtovertagelse.

Den sorte obelisk blev udgivet første gang i 1956, under den kolde krig, og har under titlen ’Historien om en forsinket ungdom’. Bogen indledes med følgende lille tekst af forfatteren:

Bebrejd mig ikke, at jeg her taler om gamle dage. Verden ligger på ny i apokalypsens skær, lugten af blod og støvet fra den sidste ødelæggelse er endnu ikke henvejret, og laboratorier og fabrikker arbejder allerede på ny under højtryk på at bevare freden ved at opfinde våben, med hvilke man kan sprænge jordkloden i luften –
Verdensfreden! Aldrig er der blevet talt mere om den, og aldrig er der blevet gjort mindre for den, end i vor tid; aldrig har der været flere falske profeter, aldrig flere løgne, aldrig så megen død, aldrig så megen ødelæggelse og aldrig så mange tårer som i vort århundrede, fremskridtets, teknikkens, civilisationens, massekulturens og massemordets –
Bebrejd mig derfor ikke, at jeg nu går tilbage til de sagnagtige år, da håbet endnu vajede over os som et flag og vi troede på så mistænkelige ting som menneskelighed, retfærdighed og tolerance – og også på, at én verdenskrig måtte være belæring nok for en generation –

Tja, ikke meget nyt dér!

’Den sorte obelisk’, Gyldendals Bogklub 1972. Oversat af Mogens Boisen.