Den våde fisk er en tysk kriminalroman af Volker Kutscher, der foregår i Berlin i 1929, på et tidspunkt hvor Weimarrepubliken segner i økonomisk netur og politisk vold, lige inden Hitler kommer til magten. Et fantastisk periode i tysk historie, som andre også har benyttet som sceneri til deres kriminalromaner, eksempelvis Philip Kerr med første bind i hans Berlin Noir trilogi, Martsvioler (som nu er vokset til 8 romaner – en octalogi?), og af Jonathan Rabb i hans spændende kriminalroman Rosa, om kriminalkommissær Nikolai Hoffner.

Vores helt, kriminalassistent Gereon Rath, er egentlig ansat ved kriminalpolitiet i Köln, men er kommet til at skyde en psykisk syg mand og er blevet persona non grata, så hans far trækker i nogle tråde, og får ham ind ved sædelighedspolitiet i Berlin, hvor ingen kender til fadæsen.

Arbejdet ved sædelighedspolitiet bekommer ikke den ambitiøse Rath godt, så da et lig findes i Landwehrkanalen begynder Rath i al hemmelighed sin egen efterforskning. Jo dybere han kommer i efterforskningen, des svære bliver det at indrømme hvad han har gang i og overbringe det han finder ud af til folkene i afdeling A, som dog har en mistanke til Rath. 

Jeg vil ikke røbe så meget mere her om handlingen. Kutscher skriver godt og jeg slugte romanen hurtigt. Plottet er til middelkarakter, og så håber jeg Rath er overflyttet til afdeling A i næste bog; for meget af bogens suspense er bundet op på Raths hemmelige efterforskning som afdeling A og politidirektøren ikke må opdage. Så hellere spænding om hvem der har myrdet hvem.

Volker Kutscher: Den våde fisk. Bazar Forlag, 2009 (2007). Oversat af Hanne Lund.