Der gror aldrig mos på en rullesten

Jeg faldt forleden over denne skønne lille samling af rock-artikler skrevet til dagblade og musikblade cirka 1967-1970 af Carsten Grolin, Dan Turéll, Hans-Jørgen Nielsen med flere.

Artiklerne er en hel tidslomme direkte ned i de år, da The Summer of Love går på hæld og bliver til 70’erne. Der skrives om pladeudgivelser og koncertanmeldelser af The Doors, Procul Harum, Bob Dylan, Donovan, The Who, The Beatles, Rolling Stones og Kinks og Beach Boys og så videre.

Der er flere artikler i essay-genren, der funderer over skiftet fra sort blues til hvis rock’n roll, om den dybere mening med den nye musik, hvilken betydning skal man tillægge den, sceneoptræden, vold ved koncerter, om Bob Dylans (især) forhold til sine fans, som han legendarisk bevidst ikke leflede for, om stoffer og hippiekultur.

Skribenterne tæller kun en kvinde, Helle Hellmann, der skrev for Politiken, ellers er resten skrevet af mænd. I anmeldelserne af koncerter og plader er der en del gennemgående træk, for eksempel bekender rockskribenterne ofte, at de simpelthen ikke forstår teksterne, eller beklager sig over at de ikke kan høre teksterne tydeligt, at sceneoptrædenen er for voldsom og skygger for musikken etc. Sådan noget jeg fordomsfuldt ville tillægge ældre mænd at skrive. Jeg kender ikke skribenternes alder på daværende tidspunkt, men ikke alle virker helt tilpas i beat-musikken.

Men ellers kaster de sig ud i alle mulige analyser af tekster, musik, miljø, sammenhæng mellem musik og samfund, refererer til tidens kendte intellektuelle (Eldridge Cleaver, Marshall McLuhan m.fl.), og nogle få gange eksperimenterer de også med artiklernes form, i overensstemmelse med tidens og musikkens rus-inspirerede form-eksperimenter.

Jeg er for ung til at have læst artiklerne, men rigtig meget af musikken kender jeg ud og ind, og det er skægt lige at få tidsaktuelle vurderinger og beretninger. For eksempel Helle Hellmanns beretning fra Isle of Wright festivallen i 1969 er meget præget af hippie-tidsånden, men på den gode måde. Det er stadig journalistik.

I den sjove ende står Christian Braad Thomsens interview med Country Joe som et højdepunkt, og som en påmindelse til moderne journalister om at sætte sig til modværge, når svaret åbenlyst ikke kan passe:

Christian: Den pige som inspirerede dig til at skrive “Pat’s Song” på din anden plade, er hun født på landet?
Country Joe: Nej, det er den samme pige.
Christian: Det tror jeg ikke på.

Der gror aldrig mos på en rullesten. Rock-præk. Redigeret af Laus Bengtsson. Borgen, 1970.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *