Det ufuldendte værk

Kender du fornemmelsen af at stå med et smukt værk i flere bind mellem hænderne, men der er et eller andet galt? Det sker meget ofte for mig, når jeg søger efter bøger på loppemarkeder, hos marskandisere og i genbrugsforretninger.

De oprettelige
En gang fandt jeg tre flotte eksemplarer af Thorkild Hansens slave-trilogi med velholdte smudsomslag. Eneste minus: kun Slavernes Skibe er en førsteudgave, mens Slavernes Kyst og Slavernes Øer er fjerde oplag. Det kan ikke ses udefra, så betyder det noget? Ja, naturligvis, jeg ved det jo.

En anden gang fandt jeg en ramponeret men læsbar udgave af Cai M. Woels Tyverne og Tredvernes digtere, bind II. Jeg er en stor fan af litterære opslagsværker. Her er så meget information, man ikke kan finde på Wikipedia, men det havde været rart med begge bind.

I de her to tilfælde er skaden ikke voldsom stor, for bøgerne kan købes antikvarisk til overkommelige priser. Det er mest når jagten efter det gode, billige fund står på, at jeg ærgrer mig over det ufuldendte bytte.

De uoprettelige
I en genbrugsbutik fandt jeg De tre Musketerer i en udgave fra 1856. Det er ikke den danske førsteudgave, men det ville være min ældste udgave (ja, jeg har flere!), men, ak! som Alexandre Dumas ville skrive. Det var kun det tredje og og sidste bind. Hvilket mildest talt gør værket en anelse mangelfuldt.

Men det gør ikke så meget. Et barn (Dorthe?) har haft fat i bogen og et eller andet skriveredskab samtidig, så bindet er kraftigt beskadiget og står ikke til at redde. Nu gemmer jeg det blot for de oplysninger bindet kan afgive, men synd er det.

For ikke så længe siden købte jeg et mindre parti bøger. Imellem var Odin Wolffs Historiske Ordbog i 11 meget smukke og velholdte bind, udgivet 1815-19, men bind et mangler. Så tæt på at være det fuldendte fund, men nej.

Det mest ærgerlige er naturligvis dér hvor man blot lige mangler netop det ene bind eller den førsteudgave, der gør sættet komplet, men det sker også, at jeg opstøver det bind en anden samler måske står og mangler.

Mangler du fx bind otte af Kongen af Preussens efterladte Værker, Kiøbenhavn, 1793, (biblioteksudgave), så smid mig da lige en besked.

Undtagelsen
Og så er der de ekstremt få gange, hvor jeg fortvivlet opdager, at jeg er kommet hjem med en bog med et romertal I på fronten, for så efter noget research at kunne glæde mig over, at forfatteren nåede at afgå ved en forhåbentlig rettidig og fredfyldt død inden udførelsen af bind romertal II. Jeg har dermed det komplette værk!

P.S.

Har du lyst til at være med i Facebookgruppe for bogsamlere? Det skal du da!

Skriv et svar