Dobbelt anmeldelse

Jeg elsker hårdkogte detektiver. Ensomme helte, ubestikkelige og retfærdighedssøgende. Genrens stjerner er naturligvis Raymond Chandler og Dashiell Hammett, men Ross Macdonald er bestemt en yderst værdig arvtager.

De to romaner Springende Mål og Flydende død er fyldt med spænding, kyniske bemærkninger og mudrede private eye cases.

Desuden er de fyldt med genrens faste stereotyper: den forkælede overklassetøs, der elsker chaufføren og ligger an på detektiven; chaufføren der ikke er så loyal mod ”herskabet” som han burde; den der hyrer detektiven, den kvindelige overklassekone, ung og smuk men bundet til rullestolen efter en ulykke, new age guruen/præsten der er fuld af humbug etc. etc.

Alt sammen drejer det sig om at skrabe ussel mammon til sig, kort og godt.

Som sagt: virkelig fremragende romaner. Amerikansk pulp fra cirka 1950’erne, virkelig klasse.

Ross Macdonald: Springende mål. Fremads Sorte romaner, 1988 (1949). Oversat af Ragna Palmér.

Ross Macdonald: Flydende død. Fremads Sorte romaner, 1988 (1953). Oversat af Ragna Palmér.

6 responses

  1. @Dorte: Jeg anmelder flest gamle krimier fordi jeg køber mest second hand, og der dukker de nyeste krimier op i lille meget antal, og måske også for at undgå at blive alt for meget slave af tidens hype. Der har jeg jo heldigvis dig og andre crime-afficionados til at si skæg fra snot 🙂

  2. @Erik: Den genre klader for altid en lang række film frem fra en 30-årig periode, med Paul Newmann, Elliot Gould, Bogart, Robert Mitchum osv osv. Har man set bare nogle få af disse film, kender man genrens klicheer ud og ind 🙂

  3. Jeg tænker tit, at jeg bør anmelde flere amerikanske (og klassiske) krimier for at være lidt alsidig på min blog, men på den anden side kommer der jo så mange nye til hele tiden … Ikke nødvendigvis bedre, men det kan man jo ikke vide, før man har læst dem, vel?

  4. Jeg læser ikke mange (dvs. for få, for jeg elsker paradoksalt nok at frekventere den årlige krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens) krimier, men din omtale af, korte spot om, hvad Ross Macdonald bogen handler om, synes jeg virkelig godt om. Jeg kan ikke engang helt sige hvad det er der virker fængende, eller rettere, det kan jeg selvfølgelig ved at prøve at analysere min umiddelbare betagelse, men jeg synes godt om nogle gange bare at tilkendegive et indtryk, en fornemmelse. Sådan tror jeg det er med så meget: Det starter med en fascination og den griber om sig. – Det har dog noget at gøre med dit udtryk, stereotyperne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *