Drøje tider

Sara Paretskys 10. roman i serien med den kvindelige Chicago-detektiv, V.I. Warshawski, starter ud med, at V.I. en sen aften er tæt på at køre et menneske der ligger på kørebanen over. Mennesket er i forvejen hårdt kvæstet, og dør på hospitalet. Da en politimand dagen efter møder op på V.I.’s bopæl og beskylder hende for at være flugtbilist, og liget i nattens løb forsvinder fra lighuset, beslutter V.I. sig til at finde ud af, hvem den afdøde var.

Det viser sig at afdøde var en filippinsk indvandrerkvinde, der er flygtet fra fængslet, for at være med til begravelsen af det ene af hendes to børn, der er død af sygdom. Før hun endte i fængslet, var hun barnepige i et af Chicagos rigeste familiers hjem, og her stjal hun en halskæde for at få råd til medicin til sit barn, men bliver taget og ender i fængsel. Rigmanden viser sig at være direktør for et sikkerhedsfirma, der også driver fængsler.

Et andet fortællespor i romanen handler om V.I.’s gamle ven, journalisten Murray Ryerson. Den avis Ryerson arbejder for, er blevet opkøbt af et stort filmselskab, og han har nu fået sit eget tv-program og plejer privat omgang med en af filmselskabets advokater, i øvrigt en af V.I.’s gamle studiekammerater. Ryerson og advokaten prøver at få V.I. til at hjælpe sig med at kyse en vedholdende beundrer af en af deres kendte filmstjerner væk, men V.I. aner at historien ikke er sand og nægter at tage jobbet.

Som så ofte før i en V.I. Warshawski roman, skal de to spor snart vise sig at have en tæt forbindelse.

Som sædvanlig er romanen dødspændende fortalt, med det faste galleri af personer i Warshawskis omgangskreds: den nidkære og faderlige nabo, Mr. Contreras og de to hunde Mitch og Peppy, lægen Lotty Herschel, advokaten Freeman Carter, mekanikeren Luke m.fl.

Samtidig, hvilket jo også er sædvanen, får Paretsky også portrætteret Chicago, med dets grelle fængselsvæsen, korrupte politikere og politifolk, social ulighed og den indgroede racisme.

Sara Paretsky: Drøje tider (Hard Time). Superpocket, 2001 (1999). Oversat af Ina Nielsen.

Skriv et svar