Dumasklubben

Den professionelle bogjæger Lucas Corso får til opgave at verificere om et hidtil ukendt manuskript er kapitel 42 i De tre musketerer skrevet af Alexandre Dumas, og samtidig får han til opgave at sammenligne og udpege originalen blandt de 3 eneste kendte eksemplarer af satankultbogen De ni døre.

Opgaven skal vise sig ikke at være helt ufarlig for vor helt og blandt dem han møder på sin vej er dødsraten høj. Jagten på gådens løsning fører Corso fra Spanien til Portugal og Paris, og undervejs forsøger personer at stjæle de værdifulde manuskripter og bøger. Disse personer minder rimelig meget om Manden fra Meung, Grev de Rochefort, og Mylady fra De tre musketerer. Strange.

Bibliofil

Dumasklubben er en velskreven tour de force ud i bøgernes verden, ikke mindst det 19.århundredes føljetonromaner med Dumas og Sabatini i spidsen. En klar fætter til Umberto Ecos Rosens navn og Dronning Loanas mystiske flamme (der er i øvrigt en reference til Eco på side 377).

Det er en kendt sag at Dumas havde folk ansat til at skrive sine bøger, og hele det detektivarbejde der bliver fremlagt her var rigtig interessant, men ellers har jeg det lidt som jeg havde det med Dronning Loanas mystiske flamme, at gassen går lidt af ballonen hen ad vejen. Det er som om de ikke helt ved hvornår de skal stoppe.

Matemetik
Pérez-Reverte er lige så glad for tal som for bøger og fægteromaner. En stor del af opklaringen involverer matematiske udregninger, gåder og skemaer, men det giver sig også sproglige udslag. Der er fx lykkedes ham at smide et maksimalt antal tal ind i denne sætning:

”Under tilbagetoget i 1944, som sekstenårig kroatisk frivillig i 18. Panzergrenadierdivision Horst Wessel, havde en russisk kugle strejfet hans rygrad og givet ham et jernkors af anden grad og tre stive ryghvirvler for resten af livet.”

Jeg fandt slutningen lidt mat.

Arturo Pérez-Reverte: Dumasklubben. Samlerens Bogklub, 1996 (1993). Oversat af Hans H. Rasmussen.

Skriv et svar