En berejst cocker spaniel

Flush
Jeg har det normalt bedst med at kende hovedtræk af indholdet i en bog, det er mest trygt sådan. I går læste jeg min første bog af Virginia Woolf (ja, det var på tide, jeg ved det).

Den hedder Flush. En biografi, men da smudscoveret er forsvundet, er det eneste jeg på forhånd vidste om indholdet, at det er en biografi.

Den overraskede mig, sådan rent konceptmæssigt. Kort kan man sige, at bogen er en biografi om den engelske digter Elizabeth Barret Brownings (1806-1861) cockerspaniel, Flush (1840-1854).

Flush keder sig
Flush’ liv er i starten røvkedeligt. Han bor med Elizabeth hos hendes familie i London. Hun er syg og derfor sengeliggende. Kommer hun ud, er det i rullestol. Flush er hende til stor trøst, og han elsker den opmærksomhed hun giver ham, og de madrester hun ikke selv kan spise.

Det lykkedes en vaneforbryder at kidnappe Flush, for derefter at afkræve Elizabeth løsepenge. Elizabeth må trodse sin far, der ikke vil give efter for kriminelle, og hun får en forpjusket og dehydreret Flush fri fra sit fangenskab. Flush er hende meget taknemmelig.

Farve i kinderne
Årene går med sit faste trummerum, men pludselig begynder Elizabeth at modtage daglige breve, og det giver farve i kinderne og tindren i øjnene. Og pludselig begynder brevskriveren også at aflægge daglige eftermiddags visitter.

Flush er jaloux, Elisabeths hele opmærksomhed er rettet mod denne mand, Robert Browning. I et anfald af skinsyge angriber Flush Robert, men det gør kun ondt værre; nu er han i dyb unåde og kan kigge i vejviseren efter kærtegn eller godbidder.

Goodbye London, buongiorno Firenze
Elizabeth og Robert gifter sig naturligvis, flytter til Pisa, til Firenze, tilbage til London og igen i Firenze. Flush kommer med på hele turen, efter han har forsonet sig med Robert. Resten af bogen beskriver Elisabeth og Roberts liv, og Flush’ hundeliv de forskellige steder de bor.

Hvem bliver biograferet?
Det er en sjov måde at fortælle på, med hunden som genstand. Jeg synes i hvert fald at jeg ud over Flush kender Elizabeth Barret Browning efter denne bog, og det var måske det egentlige formål. For at gøre bogen mere autentisk som biografi, har Woolf oven i købet tilføjet noter (et par af dem temmelig lange).

For at køre den hjem dramaturgisk, må Woolf humanisere Flush i en vis grad, og til andre tider må hun trække lidt den anden vej. Det svinger lidt hvor vellykket det er. Fx kan Flush ikke læse, så når han ser Elizabeth skrive, synes han det er nogle underlige små krusseduller der minder ham om hieroglyffer. Han kender altså ikke det latinske alfabet, men derimod de ægyptiske hieroglyffer??!

Woolf er en god fortæller,  så hopper jeg gerne ombord i mere fra hendes hånd.

Virginia Woolf: Flush. En biografi. Rosinante, 1983 (1933). Oversat af Mogens Boisen.

2 responses

  1. Normalt er jeg ikke så meget for kæledyrsperspektiv, men når det er fra den store stygge ulvs hånd skulle man måske prøve? Men selv med en oversætter som Mogens Boisen, ville jeg nok alligevel kigge efter et engelsk eksemplar.

  2. Normalt er jeg ikke så meget for kæledyrsperspektiv, men når det er fra den store stygge ulvs hånd skulle man måske prøve? Men selv med en oversætter som Mogens Boisen, ville jeg nok alligevel kigge efter et engelsk eksemplar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *