Et lykkeligt fund
I sommers faldt jeg over en bog, hvis eksistens jeg ingen anelse havde om, men så snart jeg så den, vidste jeg, at den bog ville jeg få stor fornøjelse af. En laset bog med tydelige mærker af alder og sultne mus.

Det drejer sig om Isaac Deutschers Stalin biografi: Stalin. En politisk biografi. En tyk sag, som det har taget mig de sidste par uger at tygge mig igennem. Heldigvis. Ærgerligt hvis det er alt for hurtigt overstået 🙂

Starten
Stalin kom fra fattige kår i Georgien. Efter endt skolegang engagerede han sig hurtigt i den revolutionære del af den kommunistiske bevægelse, og da han var en god organisator kæmpede han sig hurtigt op ad rangstigen.

Han blev flere gange fængslet af Zarens politi og deporteret østpå. Da revolutionen pludselig bryder ud i 1917, tager han straks til Sankt Petersborg for at deltage.

Stalin vælges ind i centralkomiteen og skal passe partiorganisationen.

Vejen til magten
På dette tidspunkt er det naturligvis Lenin der overskygger alle de andre kommunistiske frontfigurer. Men også Trotskij, Zinovjev og Kamenev er lysende forbilleder. For dem alle gælder det, at de elsker at teoretisere revolutionen på et intellektuelt plan, og at skrive lange artikler og bøger om det.

Stalin er ikke den intellektuelle type, så han får lov til at passe den daglige butik i partiet mm, hvad de andre ikke gider. Desuden udnævnes han til kommissær for nationaliteterne, og får dermed kontakt med de revolutionære ledere i alle de senere republikker.

Da magtkampen bryder ud efter Lenins død i 1924, er partiorganisationen og bureaukratiet fyldt med loyale Stalin-støtter. Det sammen med en knusende ubarmhjertighed, sikrer ham den totale magt.

Og blodet flyder
Resten af 20’erne og 30’erne går med blodige kollektiviseringer af landbruget og af udrensninger i partiet. Det først i et desperat forsøg på at brødføde befolkningen, det sidste for at befæste sin stilling som ubestridt leder.

Og til at forberede sig på det ultimative opgør med fascismen (Hitler), som starter så skidt for Sovjetunionen, og slutter med at de lammetæver tyskerne, men efter ufattelige lidelser og ofrer.

Bogen slutter i 1949, hvor Stalin og Churchill har delt Europa i interessesfærer og jerntæppet er blevet til virkelighed. Bag det har Stalin indført marionetregeringer i de østeuropæiske lande, for at sikre sig mod nye overfald fra vest.

Isaac Deutscher (1907-67)
Isaac Deutscher, polsk historiker og marxist, er fremragende selskab. Han skriver vidende og klart, og hvor kilderne tørrer ud, kommer han med velunderbyggede bud. Han bruger også simpel psykologi for at forklare og forstå Stalins handlinger, hvilket kan synes en anelse vovet, men også det virker temmelig overbevisende.

Deutscher er ikke ude på at forherlige Stalin. Det er ikke en hagiografi, men virkelig en biografi. Det personlige berøres meget kort, dels Stalins familiære baggrund; dels fortælles om hans kones selvmord, efter et skænderi mellem hende og Stalin under et besøg hos venner. Hun var imod den terror han betjente sig af.

Men ellers er det Stalins politiske liv bogen koncentrere sig om. Og i den forbindelse får vi en masse historie om kommunisternes vej til magten, om Ruslands historie, og om Europas historie. Meget mere end jeg er i stand til at redegøre for i dette korte referat.

Myter
Megen historieskrivning om Stalin er/var ideologisk betinget. Jeg tror Deutschers baggrund som marxist hjælper til et mere søgende portræt af diktatoren. Han var en blodtørstig satan med millioner af liv på samvittigheden, men modsat Hitler var ikke alt han foretog sig en psykopats værk.

Fx er Stalin blevet bebrejdet, at han indgik en pagt med Hitler om delingen af Polen i 1939. Deutscher fremlægger et mere nuanceret billede af situationen: alle vidste at Tyskland måtte ekspandere, Hitler ville have lebensraum. En tofrontskrig ville være dumt, så spørgsmålet var om han ville sende sine hære mod øst eller vest?

England, Frankrig og USA var ikke venlig stemt overfor Sovjetunionen. De havde endda sendt hære ind på russisk territorium for at nedkæmpe revolutionen, og siden var forholdene ikke forbedret.

Stalin sendte faktisk flere følere ud til England for at få en alliance i stand mod Tyskland, men de blev afvist. Stalin frygtede at England og Frankrig ville lave en pagt med Hitler, for at få ham til at vælge at gå mod øst, og så lade Sovjetunionen og Nazi-Tyskland forbløde i kamp med hinanden.

Derfor, og fordi Sovjetunionen slet ikke var klar til en krig, måtte han altså handle med Hitler, for at vinde tid. Kynisk? Ja, helt sikkert.

Oversætteren overtager rampelyset
Bogen er en omfattende værk på 526 tætskrevne sider, og en guldgrube af viden. Er man interesseret i Stalin og/eller Sovjetunionens første 32 år, kan denne biografi klart anbefales.

Det eneste der trækker ned, er oversætteren. Ikke fordi oversættelsen fejler noget overhovedet, men fordi Henning Kehler bruger noteapperatet til at polemisere mod Deutscher. Det er røvirriterende.

En oversætter bør være loyal overfor den han oversætter. Noter bør holdes til det strengt nødvendige for danske læseres forståelse af teksten. Ellers: klap kaje!

Men bogen er udgivet af Berlingske Tidendes Forlag, og Henning Kehler er anti-marxist, og så kan man nok ikke andet end tale imod det værk man udgiver. Men hvorfor så ikke overlade det til andre?

I øvrigt fandt jeg et kalenderblad fra 2. februar 1958 på side 43. Måske den forrige læser ikke var lige så glad for bogen som jeg?

Isaac Deutscher: Stalin. En politisk biografi. Berlingske Forlag, 1949. Oversat af Henning Kehler.