Ernst Jünger: The Glass Bees


1.verdenskrig kan aflæses i tysk mellemkrigslitteratur. En række forfattere, der oplevede krigen fra skyttegravene, skrev de traumatiske oplevelser ud i anti-krigsromaner. Kendte eksempler er Erich Maria Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten, Ernst Glaesers ’Årgang 1902’, Arnold Zweigs ’Kampen om sergent Grischa’ og Ludwig Renns ’Krig’.

Men der var også forfattere der kom opstemt hjem fra krigen, fascineret af krigens væsen og soldaternes heltemod. En sådan forfatter var Ernst Jünger (1895-1998), der skrev en roman om det, den hed ’In Stahlgewittern’ (direkte oversat: I stålstormen). Den har jeg længe gerne ville læse, men det blev en anden Jünger roman jeg først fik fat i, via min ven R.

Romanen hedder ’The Glass Bees’, og handler om den tidligere soldat, Richard, der leder efter et job, så han kan forsørge sin tillidsfulde og elskede kone. Han opsøger en kammerat fra soldatertiden, som henviser ham til rigmanden Zapparoni.

Zapparoni producerer robotter og anden topmoderne teknologi, men han er nervøs for at hans videnskabsmænd vil sælge ud af forretningshemmelighederne. Han mangler derfor en sikkerhedschef, og her kommer den tidligere soldat og krigshelt Richard behændigt ind i billedet.

Men da Richard møder op til ansættelsessamtalen, er alt ikke som det skal være, eller er det?

Det meste af romanen foregår inde i Richard hoved. Det er en langsom fortælling. En dialog kan godt starte med en replik i et kapitel, og svaret først falde i det næste kapitel. Og uden at sige for meget, så er bogens højdepunkt jobsamtalen, eller nærmest ventetiden lige inden. Skrevet sådan lyder det jo ikke så spændende, men det er det!

For det er ikke en kedelig roman, jeg synes den var spændende og fangede straks min interesse. Stadigvæk var jeg over en uge om at læse den. Det er som regel et tegn på at jeg keder mig lidt alligevel. Måske er det hele for konstrueret? Jeg tror jeg skal læse romanen igen, eventuelt på dansk, for at få det fulde udbytte.

Genudgivne klassikere kommer ofte med en introduktion af et eller andet klogt hoved. Jeg er altid i tvivl om, om jeg skal læse introduktionen før eller efter romanen, men træffer som regel det kedelige valg, at læse den først. Således også i dette tilfælde.

I introduktionen bliver det forklaret, at romanen handler om et skrækscenarie, hvor et privat foretagende via teknologi og underholdning diskret styrer de brede masser ind i passivitet. I romanen repræsenteret ved Zapparoni, der skal være en kombination af Bill Gates og Walt Disney i samme person. Det er ikke en kritik af storkapitalen fra venstre, men fra højre: individets frihed er truet.

Og så gøres opmærksom på, hvor forudseende ’The Glasse Bees’ (fra 1957) er. Den forudsiger Microsofts og Disneys dominans anno 2009. Den slags irriterer mig. En science fiction roman skal ikke vurderes på sin evne på at forudsige virkeligheden, det er for nemt. ’Jules Verne forudsagde månelandingen og ubåde, så han er en sej SF-forfatter!’ Nej, der skal mere til. Det andet er bare sjovt lir.

Jüngers personlige historie er interessant. Han løb hjemmefra for at melde sig til Fremmedlegionen, men blev hentet hjem af sin far. Snart efter brød 1. verdenskrig ud og han blev alligevel soldat. Han var en indædt kritiker af Weimarrepublikken, men var på trods af sin højreradikale antidemokratisme ikke nazist. Han deltog som soldat også i 2.verdenskrig. En del af tiden tilbragte han I Paris, hvor han udover soldatergerningen fordrev tiden med at drikke champagne med intellektuelle og kunstnere og skjule dem for Gestapo. Han befandt sig i udkanten af attentatplanerne mod Hitler i 1944 og blev afskediget. Læs mere her.

Jünger kendte i øvrigt og tjente samtidig i Paris med Werner Best, den senere øverste chef for tyskerne i Danmark under krigen.

Ernst Jünger: The Glass Bees. Introduction by Bruce Sterling. New York Review Books, 2000 (1957).

Skriv et svar