Et naturens lune


Dette er romanen om kvinden Hillela. Forladt af sine forældre, opdrages og forsørges hun af mosteren Pauline og dennes familie, en sydafrikansk, jødisk, velstående og liberal familie, der bedsteborgerligt og lettere ubehjælpsomt forsøger at være i opposition til apartheidregimet. Hillela forlader familien efter at have været i et seksuelt forhold til sin fætter. Så liberal er familien heller ikke. Roman foregår tidsmæssigt cirka fra starten af 1960’erne og indtil apartheidregimets fald i 1994.

Hillela når vidt omkring geografisk (Afrika, Europa, USA) og møder mænd og kvinder, men især mænd (Hillela er meget smuk), og deltager i forskellige former for modstandsarbejde mod apartheidregimet, indtil hun til sidst er præsidentfrue i et unavngivent afrikansk land og med sin mand deltager i overgangsfestlighederne i Sydafrika (jeg kan godt nævne dette, bogen forudsiger konstant dette). Hillelas liv fortælles ikke af hende selv, men af dem hun har kendt, fortalt tidsmæssigt bagud. Det er ikke kun historien om Hillela, men også historien om apartheidregimet, dets ugerninger og modstanden mod det.

Det er ikke nogen hel nem roman. I starten (længe) måtte jeg koncentrere mig meget for at følge med, der er mange indforståede tankerækker, og en lettere krøllet og indviklet måde at fortælle på. Men hænger man på og lader sig glide med strømmen, er den en utrolig givende og generøs rejse. Det er en klog roman om et sansende og intelligent menneske, og ubarmhjertigt spidder den ikke kun det racistiske styre, men bestemt også forskellige dele af den brogede modstand. Der er loyalitet overfor og varme for bogens karakterer.

Sydafrikaneren Nadine Gordimer fik nobelprisen i 1991, og har været en livslang aktiv modstander af apartheidregimet. Hende vil jeg gerne læse mere af.

”De som kan vælge en kandidat til parlamentet – de kan have deres moral. De andre har intet andet valg end, efter tre århundreder, at møde den vold som udøves mod dem med deres egen vold.” (side 218)

”Begravelser og bryllupper har det til fælles at det gælder om, på en alment accepteret måde, bag en facade af sorg eller fest, at dække over alle tidligere forhold mellem de deltagende.” (side 236)

“Hun er den første der ikke har foregivet at deres forskellige farve og beskaffenhed ikke rummer en ærefrygtindgydende fascination. Hvordan kan det være anderledes? De love som har bestemt deres livsforløb udgøres af hud og hår (…) Love som udgår fra hud og hår fylder lovbøgerne i Pretoria; (…) Hud og hår. Det har betydet mere end noget andet i verden.” (side 238)

Nadine Gordimer: Et naturens lune. Gyldendal, 1988. Oversat af Finn Holten Hansen.

6

Authors gravatar

Dorte H

Jeps. Lige det der, jeg så småt er ved at lære.

Authors gravatar

Søren

Altså show, don't tell princippet? Hendes fordomsfrihed er også det jeg blandt andet faldt for.

Authors gravatar

Dorte H

Jeg har kun brugt 2-3 stykker, men det har jo noget at gøre med 1: bogkælderens udvalg af Sydafrika-tekster, 2: hvor tit jeg egentlig læser Sydafrika.

Det gode ved Gordimer er jo, at hun ikke siger: apartheid er noget skidt, men viser konsekvenserne af systemet. Der er f.eks. en fin lille novelle med titlen "The Moment Before the Gun Went Off" (eller lignende), hvor læseren sidder der med alle sine fordomme, og så vender hun lige det hele på hovedet i sidste linje.
Sådan noget egner sig glimrende til diskussion, og til at udvide elevernes horisont lidt.

Authors gravatar

Søren

Jeg er helt enig med dig om Gordimers evne til fordomsfri eftertanke, det er lige på sømmet.

Kan du uddybe, hvorfor hendes noveller er god til undervisning (har ikke læst dem, skal jeg skynde mig at sige)?

Authors gravatar

Dorte H

Nadine Gordimer er sædvanligvis rigtig god til at vække til eftertanke uden at prædike eller blive alt for sort-hvid (øh, det var ikke en joke). En stil, jeg rigtig godt kan lide, og mange af hendes noveller egner sig glimrende til undervisning på gymnasiet.

Skriv et svar