Den gamle fægtemester Jaime Astarloa bliver ufrivilligt indblandet i forsøgene på at vælte Dronning Isabella II af tronen, skønt det eneste han ønsker, er at finde det endegyldige mesterstød ingen parade kan stoppe, og som vil gøre ham til alle tiders ubestridte fægtemester.

En kvinde
Vi er i Madrid i 1868, og naturligvis starter det med en kvinde! Astarloa opsøges af den unge Doña Adelade de Otero der ønsker at blive undervist i fægtningens kunst af den mesteren selv. Astarloa er rystet. Skulle han undervise en kvinde?

Adelade fordrejer hovedet på mesteren, og han underviser hende (der viser sig slet ikke at være uøvet, tværtimod), og han lærer hende oven i købet den særlige kombination som afgører en kamp, som han (mod ekstrabetaling) lærer sine elever.

Svig og forræderi
Men det skulle han ikke have gjort, det gamle naive fjols, et relikvie fra forne tider hvor sværd og fleuret var eneste hæderlige våben. Snart er hans daglige fægtepartner Luis de Ayala død, og på en måde der i mistænkelig grad minder om Astarloas hemmelige kombination.

Nu er Astarloa i politiets søgelys og samtidig indehaver af en pakke med papirer, som de sammensvorne for alt i verden må have fat på.

Og samtidig ryster Madrid af revolutionsrygter…

Dumas eller Christie
Om dette er en ridderroman eller en kriminalroman, er vist et definitionsspørgsmål. Politiet kommer rimeligt sent på banen i romanen, og det bliver op til Astarloa selv at udrede trådene.

Men Dumas har i hvert fald været en inspiration. Både vores hovedperson og de sammenfiltrede paladsintriger gør Dumas ære, og dødspændende er det.

Jeg anbefaler:

Arturo Pérez-Reverte: Fægtemesteren.  Oversat af Hans H. Rasmussen, 1996 (1988). Samlerens Paperbacks.