Jeg kender bedst den italienske forfatter Dario Fo (1926 -) som dramatiker og politisk aktivist. I Flagermusenes landsby fortæller han om sin barndom i den lille provins tæt ved Schweiz og alperne, Varese.

Det vil sige: familien flytter en del, da faren er stationsforstander ved jernbanen og flyttes en del rundt.

Erindringerne er præget af Fo’s humor, som altid kan få mig til at grine højlydt, og så er den interessant for hans forklaring på, hvordan hans fortællekunst, både verbalt og kropsligt, skabes af helt almindelige menneskers fortælleevner, der igen bygger på en århundrede lang tradition.

Bogen har undertitlen “- mine første syv år (og lidt til)”, og den når at få slutningen af 2. Verdenskrig med, med faren og flere familiemedlemmers aktive antifascistiske modstandsarbejde, og Hvordan Dario Fo med nød og næppe undgår at blive kastet ind i krigen på fascistisk side.

Dario Fo: Flagermusens landsby – mine første syv år (og lidt til). Gyldendal, 2004. Oversat af Bent Holm.