Vi er tidsmæssigt sidst i 70’erne. Hovedpersonen Frands (som er i starten af 30’erne) er gået helt i baglås efter skilsmisse og selvmordsforsøg. Jobbet på avisen har han mistet efter indlæggelsen, men en ven giver ham en oversætteropgave og indlogerer ham i et kollektiv, så han har noget at give sig til og ikke er helt alene.

I stedet for at oversætte begynder Frands at skrive fortællingen om sit liv ned til sin søn (og måske også lidt til sig selv). Det er fortællingen om opvæksten i arbejderkvarteret på Amager, venskabet med den kommende fodboldstjerne Frank, om overgangen fra den glade hippie-tid i overskudsåret 1968 til nedgangstiderne og den øgede politisering i 1970’erne.

Det er fortællingen om det brudte ægteskab, om den snærende politiske ortodoksi på avisen og på venstrefløjen, om det at være far på deltid, om kønskampen og kærligheden.

Fortællingens ramme er en række indlæg med dato, strækkende sig over en måned fra 22.9.77 – 21.10.77, fortalt som en monolog i 1.person ental til sønnen. For at give teksten et mere direkte pift, næsten som en tankestrøm, er der sparet på punktummerne, og i stedet flittigt brugt kommaer og indskudte sætninger.

Det er en utrolig roman, meget følsom og registrerende. Mens det ikke er svært at komme i tanke om kvindeportrætter, slet ikke når man gennemtrævler 70’er-litteraturen, kan jeg ikke mindes at have læst så hudløst udleverende et mandeportræt før.

Bogen udnytter effektivt fodbold som et vedblivende omdrejningspunkt i bogen. Både i fortællingen om venskabet mellem Frank og Frands, og til at skildre forskelligheder mellem de to køn, og fodboldudtryk som en del af (et maskulint?) sproget også når det handler om alt muligt andet end fodbold.

Virkelig en fremragende roman som jeg varmt anbefaler til både mænd og kvinder.

Hans-Jørgen Nielsen: Fodboldenglen. Tiderne Skifter, 1984 (1979).