Romanen er i to bind.
Romanen er i to bind.

I år er det 100 år siden Tyrkiet startede udryddelsen af det armenske mindretal i Tyrkiet. Cirka 1½ million ud af 2 millioner mennesker mistede livet fra 1915 -1923.

Armenerne er et folk, hvis land blev erobret af især Tyrkiet for flere hundrede år siden, og som adskiller sig fra tyrkerne ved deres sprog, kultur og religion.

Det skrev den østrigske forfatter Franz Werfel heldigvis en berømt roman om, De 40 dage på Musa Dagh, udgivet i 1933. Han fik ideen til romanen efter en rejse i mellemøsten i 1930, hvor han så de hungrende armenske flygtninges sølle vilkår.

Juni 1914. Gabriel Bagradian kaldes sammen med sin franske kone og søn fra et årelangt og priviligeret liv i Paris tilbage til Istanbul i Tyrkiet, fordi broren, Avetis, der leder familiefirmaet, er alvorligt syg. Gabriel må tage over.

Der er bare det, at der kommer et par ting i vejen for en fredelig overdragelse og ophold for den unge familie. For eksempel, at 1. verdenskrig bryder ud, at Tyrkiet indtræder i krigen på tysk side, og at Gabriel er armener med tyrkisk pas.

Da Gabriel nu er i Tyrkiet ved krigsudbruddet, melder han sig loyalt til hæren, som han før har tjent, men hører intet. Da tyrkerne vil tvangsforflytte armenerne i nogle lokale landsbyer til den syriske ørken, organiserer Gabriel en opstand i sin families gamle landsby Musa Dagh.

De forskanser sig på et bjerg, Musa Dagh (eller Moses’ Bjerg), bevæbnet. De cirka 4.000 armenere holder mirakuløst stand mod tyrkerne i 53 dage (i romanen er det ændret til 40 dage), fra 30. juli til 14. september 1915, før de efter svære kampe redder sig ned til middelhavet og ombord på franske og amerikanske krigsskibe.

Romanen skabte i 1930’erne stor offentlig interesse om Tyrkiets folkedrab på og fordrivelse af det armenske folk, og havde seriøse konsekvenser for Werfel, der blev kraftigt hængt ud i den nazistiske presse og tilsidst måtte han flygte med sin kone fra først Tyskland og siden Frankrig for at redde livet.

De 40 dage på Musa Dagh er en virkelig vigtig roman politisk/historisk set, så vi aldrig glemmer folkemordet på armenerne.

 

Franz Werfel: De 40 dage på Musa Dagh. Jespersen og Pios Forlag, 1963 (1933).