Folkets Barn

Alexandre Dumas (1802-1870) er jo en af min ynglingsforfattere. I virkeligheden skrev han langt fra bøgerne selv, men havde en hel skrivestue der producerede romanerne. Dvs: de udkom som serier i aviser og først senere udkom de som romaner.

”Folkets Barn” er som sædvanlig en kærlighedshistorie udviklet på baggrund af en tilspidset situation i fransk historie. Denne gang er vi ikke så langt tilbage i tiden som vi plejer, romanen udspiller sig i 1788-89 lige op til den franske revolution. Den unge 17-årige pige Ingénue, datter af populærforfatteren hr. Rétif de la Bretonne, overværer sammen med sin far et sammenstød mellem arbejdere og politiet, og det samme gør den unge adelsmand Christian, grev Obinska. Som altid hos Dumas, kommer forelskelsen som et lyn fra en klar himmel. Et enkelt blik på hinanden, og de to unge ved at de er skabt for hinanden. Herefter sker en række dramatiske forviklinger, men det hele ender naturligvis som det skal.

Dumas har ind imellem en lidt uheldig vane med at bruge lang tid på at etablere scenen. I dette tilfælde introduceres vi til den politiske situation via beskrivelsen af mødet og venskabet mellem de historiske personer Danton og Marat. Det hele varer de første 214 sider (af bogens totale 615), og først her kommer den egentlige historie i gang. Marat, og i mindre grad Danton, har dog også roller i kærlighedsintrigen, og det lykkedes også Dumas at få flettet Dr. Guillotin og Marats morder Charlotte Corday ind. Gad vide om de lange indledninger har haft en økonomisk årsag? Eftersom romanerne ofte var skrevet som føljetoner til aviser, blev Dumas måske betalt pr afsnit, og så kunne det nok ikke betale sig at gøre sig for hurtigt færdig?

Når jeg alligevel synes at Dumas holder, er det især pga af hans opfindsomhed, både angående plottet og med ord, hans indskudte sætninger og humor, og den måde han tiltaler læseren på, er jeg helt pjattet med.

Marat er en meget grim mand. Første gang han besøger Dantons hjem, løber konen, barnet og hunden efter Danton for at modtage Marat, ”men aldrig saasnart saa de bagved Husets Herre den mærkelige Gæst, før Konen traadte et Skridt tilbage, Barnet gav sig til at græde, og Hunden gøede.” Arrigt bemærker den revolutionære Marat, ”at Hunde af Naturen er aristokrater.”

En typisk Dumas uddrag, kommer her, starten af kapitel XI: ”Vi vil ikke være mere karrige overfor den ene af vore Helte end overfor den anden; vi har sagt, hvor og hvorledes Danton boede; vi maa derfor sige, hvor og hvorledes Marat boede.

I den yderste Ende af Rue Neuve-de-Berry og Faubourg du Roule, hævede sig Greven af Artois’, Kongens Broders, Stalde, en omfangsrig Bygning, som Læseren maa tillade os at beskrive, da den væsentlig bidrager til at forstaa denne Fortælling.

Den dengang en og tredive Aar gamle Prins – altsaa en Mand i sin Alders fulde Kraft -, der vel holdt meget af Luksus og alt, hvad der stod i Forbindelse dermed, men tillige var meget omhyggelig for at skjule denne Luksus for Pariserne, hvorfor han heller ikke var særlig yndet af dem – ganske i Modsætning til hans Broder, Greven af Provence, der i sin Listighed ikke forsømte nogen Lejlighed til at gøre sig populær-, denne Prins havde befalet sin Arkitekt Bellanger at udkaste en Plan, hvorved man baade kunde forøde og vinde Penge, altsaa paa engang baade Ruin og Spekulation.” (side 130)

Dumas er også en ganske kynisk mand. Her hans definition på en ærlig forretningsmand: ”Det er en Mand, som gør smaa Indsatser og faar store Gevinster ud af det, som samvittighedsfuldt betaler, hvad han skylder, til den aftalte Tid, og som uden Barmhjertighed udpanter dem, som ikke betaler ham.” (side 493)

Det er ikke på niveau med musketererne og Greven af Monte Christo, men absolut underholdende.

Alexandre Dumas: Folkets Barn. Forlaget Danmark, 1914.

Skriv et svar