Gadestrik i Nordjyske

Så lykkedes det af scannet artiklen ind. Håber det er stort nok til at I kan læse den. Tryk på billedet for at få det op i stort.

Okay, det er for småt. I får teksten her:

Strikkepinde pynter på byen

Anonyme kvindelige strikkere står bag varm gadekunst. De pryder lygtepæle og statuer i de største danske med strik i alle regnbuens farver

Lone skal til at lave en opsætning, som er planlagt og forberedt ned til mindste detalje. Og hun kender rutinen, for det er femte gang, hun laver en opsætning uden tilladelse. Hun tager sit værktøj frem fra tasken, en saks, nål og tråd, og begynder at sy et langt stykke græsgrønt strik rundt om et nedløbsrør. Det kaldes gadestrik. Lone er spændt på, om hun kan nå at gøre det færdigt uden at blive opdaget og om hun får nogle reaktioner fra de forbipasserende.
”Generelt kommer der ikke mange reaktioner. Jeg tror, de fleste bliver forvirrede over det, jeg laver, og bare går videre,” siger hun.
Udover opsætning af gadestrik ligner Lones liv mange andres. Hun er 33 år, bor i Aalborg sammen med sin mand, har fast arbejde som webmaster og elsker at strikke.
Unge kvinder som Lone er – uden myndighedernes tilladelse – begyndt at dekorere lygtepæle, statuer og træer i danske byer med farvestrålende strik for at overraske og glæde de forbipasserende.
Farverig strik til skilte og lygtepæle
Gadestrik er et fænomen, der kendes fra hele verden. Æren for at give skilte og pæle varmt strik på tilskrives ofte tøjdesigner Magda Sayeg, der i 2005 begyndte at strikke pynt til dørhåndtagene i sin butik i Texas og forsatte med stopskiltet på den anden side af gaden. Snart fulgte andre strikkere hendes eksempel, og utallige statuer, træer og vejskilte over hele verden er udsmykket med strik i alle former og farver.
Omkring 2008 begyndte også danske gadekunstnere at ændre farver og udseende på skilte og statuer med strik. Ifølge forfatter og kurator Katrine Ring, der har skrevet bøger og lavet udstillinger om gadekunst, udføres gadestrik udelukkende af kvinder i alderen 20 til 35 år. Hun kender fem kvinder, der dyrker gadestrik, men hun vil ikke afvise, at der kan være endnu flere. Og der er en grund til, at det er kvinder, der udfører gadestrik.
”Strik er en del af et kvindeligt udtryk. Drenge kan ikke strikke og hækle. Det er et håndværk, kvinder kan, og derfor er det et håndværk, som de bruger i kunsten,” siger Katrine Ring.
Som en skattejagt
Når Lone skal forberede en opsætning, kigger hun efter steder, hun selv færdes, så hun kan holde øje med sit strik. Desuden skal det være offentlige steder, hvor folk kommer forbi.
”Jeg bruger primært nedløbsrør, skilte og gelændere – for eksempel i nærheden af et bibliotek, et pizzeria eller ved en sti. Det må gerne være lidt skjult, men stadigvæk til at få øje på. Lidt som en skattejagt,” siger Lone.
Går strikken i stykker eller mister farverne, piller hun dem ned igen eller reparerer dem. Et stykke strik har hun allerede taget ned igen, fordi det var revet i stykker, og et andet er på vej til at blive udskiftet, fordi det er blevet mat i farverne.
”Det sjoveste er, når det udstråler varme og livlige farver. Hvis det bare er hullet og falmet, så er det ikke længere pænt og bliver til affald,” siger hun.
Lones formål er at give farver til bybilledet, men måske især at bryde folks forventninger og få dem til at tænke og undre sig.
Kunst eller hærværk?
Myndighederne ser med milde øjne på fænomenet. I Driftsafdelingen i Aalborg Kommune har de endnu ikke opdaget eksempler på gadestrik, men hvis de ser det, så rykker de ikke ud og fjerner det. Da det ikke ødelægger noget, ses det ikke som hærværk. I nogle tilfælde vil det dog blive fjernet, hvis det for eksempel dækker trafiktavler, mærker til blinde og synshæmmede eller hvis det forfalder.
”Vi betragter det ikke som et problem, men som noget, der er ment som pynt eller som en happening i bybilledet. Modsat graffiti, som er maling, der skal fjernes,” siger Henrik Jess Jensen, afdelingsleder i Driftsafdelingen.
I det hele taget er der ifølge Katrine Ring ikke mange mennesker, der bliver stødt af gadekunst i dag.
”Linjerne fra gadestrik og gadekunst kan kunsthistorisk trækkes tilbage til Bauhaus-skolen i Tyskland i 1920’erne, hvor eleverne på forskellige måder provokerede borgerskabet, for eksempel ved at male offentlige statuer røde. Men i dag vækker det ikke nær den samme moralske kvababbelse som dengang,” siger Katrine Ring.
Alene eller i grupper
Blandt gadestrikkere er der både dem, der arbejder kunstnerisk med det – blandt andet med udstillinger på museer – og så er der dem, der blot gør det for sjov skyld. Ofte slår gadestrikkerne sig sammen i grupper på to og to eller flere, fordi det er meget tidskrævende at strikke. Til store projekter er det ikke ualmindeligt, at grupperne søger hjælp fra andre strikkere via de sociale medier. Hjælperne leverer så strik, men deltager ikke i selve opsætningen.
Lone arbejder alene, og så vidt hun ved, findes der ikke andre gadestrikkere i Aalborg, hvilket hun godt kan savne.
”Jeg ville ønske, at andre også gjorde det, fordi jeg synes, det er sjovt at se på i hverdagen, og det kunne være vildt sjovt at se andres gadestrik.”
Gadestrik der glæder
Efter 45 minutter er det græsgrønne rør af uldgarn endelig syet fast til nedløbsrøret, og Lone klipper resten af sytråden af, glatter ud og retter til, så det sidder pænt. Det er kun femte gang, Lone opsætter gadestrik og igen er det forløbet uden, at politi eller viceværter har opdaget det, men helt upåagtet er det nu alligevel ikke gået. En ældre dame skråer over gaden og forhører sig, om hun virkelig har set rigtigt, at det er et stykke strik, Lone syr på nedløbsrøret. Det pynter, smiler damen, og haster væk til en ventende bil.
”Hvor fedt,” udbyder Lone. ”Det er kun anden gang under de fem gadestrikopsætninger, at jeg får en kommentar, og igen er den positiv. Det gør bare det hele værd.”
Lone har valgt at være anonym, da hun ikke har tilladelse til sine opsætninger. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *