Gift
Klaus Manns roman gift fra 1933 handler om den unge tyske journalist og forfatter Sebastian, der tager til Paris, og den unge solodanserinde Sonja, der søger lykken i Berlin.
Omkring dem finder vi en række personer fra det bedre borgerskab, købmænd, kunstnere, tjenende ånder, holdte kvinder og misbrugere. Historierne og skæbnerne vikles ind i hinanden på kryds og på tværs.
Mere vil jeg ikke røbe her, blot at det er fremragende og velskrevet.
Romanen er dekadent og med fyldt med weltschmerz. Ikke så mærkeligt. Den er skrevet i skyggen af nazi regimets fødsel; civilisation og ånd har spillet fallit og verden er på vej ind i en altødelæggende verdenskrig.
Kan kærligheden redde os?
Lidt teknik
Klaus Mann havde urimeligt høje familiære litterære traditioner at leve op til. Far Thomas og onkel Heinrich var ikoner i tysk førkrigslitteratur, men han klarer den med bravour.
Romanen er på sin vis en kollektiv roman; der går i hvert fald et stykke tid før man er helt sikker på, hvem der er hovedpersonerne. De mange krydsklip mellem hoved- og bipersonerne skaber en dramaturgisk virkning, og på et tidspunkt (kapitel 9 og frem) speedes tingene op ved at afsnittende kortes ned.
Desuden er tallet tre et afgørende virkemiddel i alle beskrivelser. Fx: ”store, blege og plumpe” (side 62); ”spotske læber, fremtrædende kindben og dybtliggende øjne” (side 63); ”Han lo tre gange, en pedantisk, klagende og raslende latter” (side 99).
De brænder da bøger
Klaus Mann var på nazisternes liste over bøger man bare IKKE læste, og allerhelst brændte på et bål. Man forstår på en måde godt hvorfor (forstå mig ret): i romanen ryges der hash og der tages kokain og morfin; damerne forelsker sig i damerne og herrerne sukker efter herrerne og det moderne storby skørlevned, langt fra familiens trygge ro, vil bare ingen ende tage.
Det er virkelig en fed roman og en forfatter jeg er glad for at have lært at kende.
Klaus Mann: Gift. Hasselbalch, 1933. Oversat af Gunnar Leistikow.