Coq Rouge
Jeg er gået i gang med at genlæse Jan Guillou’s Carl Hamilton-serie, om den svenske James Bond.

I første bog, Coq Rouge, møder vi den unge Carl Hamilton, uddannet i USA på den bedste militærskole der findes, fysik, kampteknik, våbentræning, dykning, faldskærmsudspring osv osv. Hamilton er prototypen på en ny svensk state of the art field agent, opfundet af chefen for den militære efterretningstjeneste, DG. Gør Hamilton det godt, skal flere uddannes.

Hamilton er adelige og har en ikke så fjern fortid på venstrefløjen, og har jævnligt kvaler over den karriere han er i gang med. Også hos hans omgivelser giver dette anledning til mistro.

Hamilton er placeret hos Sikkerhedstjenesten, som svarer til PET i Danmark, da DG ikke helt har fået grønt lys politisk til at tage sin nye superagent i brug i den militære efterretningstjeneste (som svarer til FET i Danmark).

En højtstående chef i Sikkerhedspolitiet bliver fundet skudt. Søgelyset rettes mod palæstinensiske flygtninge og deres svenskesympatisører, men politiske antipatier forplumrer Sikkerhedspolitiets arbejde.

Hamilton får færden af et andet spor, der tager ham til Mellemøsten, og det hele ender i en grande finale Stockholm, hvor Hamilton får benyttet flere af sine militære færdigheder.

Den demokratiske terrorist
Det tyske Verfassungsschutz henvender sig til Sikkerhedstjenestens chef Näslund. De leder efter en agent, der kan infiltrere de sidste Rote Arme Fraktion-celler i Tyskland.

Näslund øjner en chance for at slippe af med Hamilton, som han hader. Hvis missionen mislykkes og Hamilton dør, er den potte ude. Skulle Hamilton få succes, lover Näslund at hjælpe Hamilton og DG med at få overtalt den svenske regering til at lade Hamilton overflytte til den militære efterretningstjeneste, og så er Näslund også af med Hamilton.

Hamilton bider på krogen og tager til Hamburg, og snart er han indviklet i et farligt dobbeltspil. Sammen med at par RAF-terrorister tager han til Syrien for at købe antitankmissiler til en terroraktion, der skal finde sted i Sverige. Men den palæstinensiske efterretningstjeneste blander sig pludseligt.

Det hele ender (naturligvis) i et spændende opgør i Hamburg.

I nationens interesse
Hamilton er blevet overflyttet til den militære efterretningstjeneste OP5, og er taget til Californien for at evaluere de to næste agenter under uddannelse, Joar Lundwall og Åke Stålhandske.

Han kaldes hastigt hjem til Sverige, da en presserende opgave skal løses. En højtstående sovjetisk flådeofficer med ansvar for flåde- og efterretningsvirksomhed i Østersøområdet, og dermed Sverige, er dukket op på den svenske ambassade i Cairo, med ønske om at hoppe af.

Hamilton får til opgave at bringe afhopperen uskadt til Sverige. Det besværliggøres af, at den svenske ambassadør har lækket afhopningen, og nu har Sovjetunionens militære efterretningstjeneste, GRU, sat alt ind for at få nakket afhopperen inden han når svensk jord.

I en sidehistorie, kommer Hamilton i det almindelige politis søgelys, i forbindelse med et bestialsk mord på en kvinde.

De første tre bind
Serien starter tungere og mere tørt end jeg husker, men allerede i 2’eren og helt sikkert i 3’eren kommer der flere omdrejninger i handlingen. Beskrivelse af våben og kamptekniker osv. fylder en del, men er også med til at gøre bøgerne troværdige. Det er bøger skrevet til det mandlige segment, med en udtalt fascination af våben og vold.

Jan Guillou benytter sig også af lejligheden til forskellige ting, som sikkert tilfredsstiller ham personligt. Fx at kommenterer på unavngivne men let genkendelige svenske politikere, på svensk politik, på svenske medier specifikt og generelt, på at korrigere populære opfattelser af historien og på at brillere med sin viden på en lang række områder. Det er vidst også en drengedisciplin?

Serien er begyndt i 1986 og altså skrevet i en ’Den Kolde krig kontekst’, men er man som jeg gammel nok til at huske den tid, gør det intet. For et yngre publikum vil bøgerne måske virke lidt antikverede. Men spændende er de, synes jeg.

Jan Guillou: Coq Rouge. Peter Asschenfeldts bogklubber, 2001 (1986). Oversat af Jan Mølgaard
Jan Guillou: Den demokratiske terrorist. Peter Asschenfeldts bogklubber, uden årstal (1987). Oversat af Jan Mølgaard.
Jan Guillou: I nationensinteresse. Modtryk, 2010 (1988).