Efter 2 dages storm, var det skønt at stå op lørdag morgen til vindstille og høj solskin. Og der var dem, der var trukket i arbejdstøjet.

Man kan desværre ikke se eller høre det på billedet, men træet ved vores terrasse var en stor summen fra bier og humlebier, og sommerfugle flaksede omkring. Det varede ved til solen gik ned, og fortsatte igen om søndagen. Skønt.

Men hvad pokker er nu det? Godt nok er forår store rengørings tid, men hvad er det, der sker på dette foto?

Trods anonymiseringen, virker det sørme som om, bogpolitiet har fanget bogstavsamleren, en ellers selverklæret hardcore bogsamler, på fersk gerning foran avis- og BOGcontaineren på Udholm Genbrugsstation, med favnen fuld af bøger!

Hvad tror I der er sket?

1. Bogstavsamleren er faldet og har slået sit hoved meget hårdt, og kan efter en kort rekonvalescens ikke forstå, hvorfor hans hjem er fyldt med gammel papir.

2. Bogstavsamleren har efter moden overvejelse besluttet sig til, at han bedre kan lide titlen ‘Frimærkesamleren’ til sin blog, og han må derfor skifte bøger ud med frimærker.

3. Det er ikke Bogstavsamleren på fotoet, men derimod hans ukendte tvillingebror, boghaderen fra Øsløs.

4. Eller har du et helt andet bud?