Harald Herdal: Ukuelige menneske


Vi er i København i begyndelsen af 1930’erne. Gamle Hanne lever af at gå med aviser. De tre voksne børn, som hun opdrog selv uden hjælp fra sin fordrukne mand, er fløjet fra reden og er ligeglade med hende. Kun hendes barnebarn Ole er glad for sin bedstemor.

Det er krisetider og arbejdsløsheden og nøden stiger i arbejderkvarteret på Vesterbro. Hanne vækkes for den kommunistiske sag, begynder at sælge Arbejderbladet, går til demonstration til Christiansborg og deltage i politiske møder.

Vi følger Hanne gennem 30’erne og besættelsestiden, og hendes ukuelige politiske engagement.

Romanen er propagandistisk, næsten religiøs i sit forhold til kommunismen:

”Folk i kvarteret siger at Fru Fenstrup [Hanne] har forandret sig så hun næsten ikke er til at kende igen. Men spørger de hvad der er sket med hende, hvad det er der har forandret hende sådan, så kan hun godt fortælle dem det. Hun har fået noget at virke for, noget ud over sit eget. Måske forstår ikke alle det. Hun går og agiterer for et kommunistblad…kan det forandre et menneske så meget? Ligesom gøre et menneske rigere, varmere. Før så hun så træt og gammel ud. Det er som om hun er blevet yngre.” (side 34-35)

Portrættet af Hanne og beskrivelsen af hendes noget lunkne forhold til sine børn, eller rettere: børnenes lunkne forhold til deres mor, er det bedste ved bogen.

Harald Herdal: Ukuelige menneske. Modtryk, 1978 (1949).

11 responses

  1. Nej, det er ved gud ikke ret markant med det røde her på V.bro. Nu vil jeg ikke fornærme nogen, men vi må da have landets højeste gennemsnit af latte-drikkende overskudsmennesker, der VIL have grønne baggårde og som VIL have parcelhus-kvarteret ind i byen…..jamen så flyt da på landet, små pus!!!! Ihhhh. Der fik du lige trykket på en knap. Nå, jeg kan jo sådan set også bare selv flytte, hvis jeg ikke kan tåle mosten, og desuden elsker jeg selv cafe latte ;o)

  2. @ Louise: Det er en rigtig Vesterbro roman, fordi kommunister er (var) så typiske for bydelen. Der er også beskrivelser af strejkerne under krigen, som også er så typiske for arbejderkvartererne. 'Istedgade overgir sig aldrig' 🙂

  3. @ Dorte: Jeg synes han kommer godt rundt om hovedpersonen og hendes forhold til sine børn og børnebørn, og så er han god til at skabe stemninger.

    Bipersonerne forbliver skabeloner, og romanen har for meget den skal af med politisk, det bliver næsten for explicit. Herdal er ikke en dårlig forfatter, men denne roman vil næppe gå over i verdenshistorien 🙂

  4. @ Carsten: Da jeg flyttede til Nørrebro i starten af 90'erne var der ikke meget arbejderkvarter over hverken Nørrebro og Vesterbro. Studenterne og andre unge var flyttet ind. Til gengæld var Nørrebro og Vesterbro stadig de rødeste valgkredse i landet, hvilket varmede mit røde hjerte 🙂

    Men det er vist heller ikke så markant længere.

  5. @ Carsten: Da jeg flyttede til Nørrebro i starten af 90'erne var der ikke meget arbejderkvarter over hverken Nørrebro og Vesterbro. Studenterne og andre unge var flyttet ind. Til gengæld var Nørrebro og Vesterbro stadig de rødeste valgkredse i landet, hvilket varmede mit røde hjerte 🙂

    Men det er vist heller ikke så markant længere.

  6. Jeg tror, vi har diskuteret propaganda i litteraturen før, og var enige om, at der ikke var meget forskel på politisk og religiøs vækkelse i så henseende 🙂

    Var bogen i øvrigt noget værd, eller er det hele holdt i samme tone?

  7. Jeg tror, vi har diskuteret propaganda i litteraturen før, og var enige om, at der ikke var meget forskel på politisk og religiøs vækkelse i så henseende 🙂

    Var bogen i øvrigt noget værd, eller er det hele holdt i samme tone?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *