Vi er i København i begyndelsen af 1930’erne. Gamle Hanne lever af at gå med aviser. De tre voksne børn, som hun opdrog selv uden hjælp fra sin fordrukne mand, er fløjet fra reden og er ligeglade med hende. Kun hendes barnebarn Ole er glad for sin bedstemor.

Det er krisetider og arbejdsløsheden og nøden stiger i arbejderkvarteret på Vesterbro. Hanne vækkes for den kommunistiske sag, begynder at sælge Arbejderbladet, går til demonstration til Christiansborg og deltage i politiske møder.

Vi følger Hanne gennem 30’erne og besættelsestiden, og hendes ukuelige politiske engagement.

Romanen er propagandistisk, næsten religiøs i sit forhold til kommunismen:

”Folk i kvarteret siger at Fru Fenstrup [Hanne] har forandret sig så hun næsten ikke er til at kende igen. Men spørger de hvad der er sket med hende, hvad det er der har forandret hende sådan, så kan hun godt fortælle dem det. Hun har fået noget at virke for, noget ud over sit eget. Måske forstår ikke alle det. Hun går og agiterer for et kommunistblad…kan det forandre et menneske så meget? Ligesom gøre et menneske rigere, varmere. Før så hun så træt og gammel ud. Det er som om hun er blevet yngre.” (side 34-35)

Portrættet af Hanne og beskrivelsen af hendes noget lunkne forhold til sine børn, eller rettere: børnenes lunkne forhold til deres mor, er det bedste ved bogen.

Harald Herdal: Ukuelige menneske. Modtryk, 1978 (1949).