Henrik Nordbrandt: Finckelsteins blodige basar


Henrik Nordbrandt har udgivet digte i over 40 år, men han har også udgivet en enkelt agentroman, nemlig ’Finckelsteins blodige basar’ fra 1983.

Fred Finckelstein er amerikaner, men har tilbragt de fleste af sin barndoms sommerferier i Danmark hos familie og har desuden studeret orientalske sprog på Københavns Universitet. I stedet for at bruge sin uddannelse har Fred skabt sig en karriere som smugler og håndlanger for diverse efterretningstjenester, senest den tyrkiske.

Lige nu er han på vej fra Italien over Grækenland til Tyrkiet, sammen med sin unge (halvt så gammel som han selv) danske elskerinde, den smukke, blonde Anna.

Inden de har forladt Grækenland, har nogle amerikanske efterretningsfolk købt Fred til at finde en gammel ven, Muzzaffer Güngür, som er leder af en muslimsk undergrundsbevægelse. I Tyrkiet har militæret netop gennemført et militærkup, og fra muslimsk og venstreorienterede kredse ulmer oprørsplanerne.

Som i enhver god agentroman, er ingen og intet helt hvad de og det giver sig ud for at være, og, ikke mindst takket være vor helt, bliver romanen en blodig affære!

Sproget er direkte og kynisk, mens digteren Nordbrandt titter ud i små sprækker:

’Kvinden smilede rødmende og sagde et eller andet. Hendes stemme fik Anna til at tænke på en fløjte, hun havde haft som barn. Den var formet som en fugl og kunne fyldes med vand.’ (side 84)

Eller her, hvor den prostituerede Zümrüt netop har skudt en mand i hånden, en mand der truede dem med en pistol:

’Sådan taler man ikke til mig, dit pestbefængte røvhul, søn af et røvhul. Jeg er Zümrüt fra Akcaköy i Taurusbjergene, datter af Kara Osman, landevejsrøveren og hans kone, Emine. Og som min mor og hendes mor før hende har jeg kunnet ramme den flyvende tranes øje med et pistolskud siden jeg var ti år gammel. Smid jakken, din gudløse kujon.’ (side 194)

En del af humoren kommer fra kontrasterne. Mens Fred og hans ven James for morskabs skyld er ved at oversætte en 14-hundredetals digter fra Uzbekistan, Gada’i, som skrev på det uddøde tyrkiske sprog Chagatay, læser Anna en bog hun har fået af to danske turister de har mødt:

’Bogen, som handlede om en kvinde, der fandt ud af, at mænd var nogle svin og blev lesbisk, kedede hende. Hun havde læst 50 sider, men kunne faktisk ikke huske noget af, hvad der var foregået, andet end at der havde været en masse beskrivelser af menstruation.’ (side 171)

Der bliver ind imellem også lejlighed til at uddele hug til dansk og amerikansk kultur, når det er værst.

En morsom, velskrevet og spændende bog, helt i topklasse 🙂

Henrik Nordbrandt: Finckelsteins blodige basar. Gyldendal, 2000 (1983).

4 responses

  1. Du har ret, det er en maskulin omgang 🙂

    Men de hårdkogte replikker og verdensmands kynismen har den til fælles med mange hårdkogte detektiver/efterforskere, som fx hos Philip Kerr eller klassisk hos Chandler.

    Men egentlig er vi nok mere i thrillergenren, selvom Nordbrandt selv kalder det en agentroman.

  2. Du har ret, det er en maskulin omgang 🙂

    Men de hårdkogte replikker og verdensmands kynismen har den til fælles med mange hårdkogte detektiver/efterforskere, som fx hos Philip Kerr eller klassisk hos Chandler.

    Men egentlig er vi nok mere i thrillergenren, selvom Nordbrandt selv kalder det en agentroman.

  3. Det lyder lidt som sammenstød mellem machokrimi & femikrimi 😉
    Agentkrimier har vist altid appelleret mest til mænd, tror jeg. I hvert fald er det ikke den under-genre jeg er mest velbevandret i.

  4. Det lyder lidt som sammenstød mellem machokrimi & femikrimi 😉
    Agentkrimier har vist altid appelleret mest til mænd, tror jeg. I hvert fald er det ikke den under-genre jeg er mest velbevandret i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *