Tilbage i december læste jeg to Ian Rankin krimier mens vi var på ferie. Siden jeg genlæste den første John Rebus krimi “Blodbrødre”, har jeg været en overbevist fan af serien om den lettere forhutlede skotske politimand. Virkelig velskrevne og med en fascinerende hovedperson.

Det på trods af en uendelig række af krimigenrens klicheer:  vor helt er skilt fra konen pga overdreven dyrkelse af politijobbet; weekendfar; hans chefer er mere end forbeholdne overfor ham; han har ikke mange venner; han drikker for meget; han bor rodet og spiser ufornuftigt; han placeres i periferien af opklaringen men ender altid med at være i centrum af opklaringen osv osv. Men af en eller anden grund, æder jeg præmissen og figuren med hud og hår.

I Strip Jack, der er seriens nummer fire, bliver der fundet et lig og et parlamentsmedlem bliver nappet på et bordel under en politirazzia. Parlamentsmedlemmet og afdøde er en del af en gruppe venner der har rødder tilbage i skoletiden, og de påkalder sig John Rebus’ interesse.

I Fortids synder, der er seriens nummer 8, udfører en seriemorder en række kvindemord, der til forveksling ligner dem seriemorderen Bible John, der aldrig er blevet taget, udførte i 1960’erne. John Rebus er på sagen, men samtidig vender Bible John i al hemmelighed tilbage til Glasgow, for at finde sin unge arvtager før politiet.

Ian Rankins krimier sidder totalt i skabet. Et underholdende og spændende alternativ til den skandinaviske krimi. Vi er længere nede i byens og sindets dynd end især i de svenske og danske krimier.

Ian Rankin: Strip Jack. Klim, 2007 (1992).
Ian Rankin: Fortids synder. Satellit, 2002 (1997)