Ildfisken: Preben Major Sørensen

Som I ved: vi er ved Ernst Jünger i det litterære tidsskrift ’Ildfisken’, tre korte tekster nyfordansket. Jeg åbner forventningsfuldt tidsskriftet, og finder noget helt andet. Tidsskriftets tema er nemlig ikke om Jünger, men om den danske forfatter Preben Major Sørensen, som har Jünger som sin store inspiration.

Jeg ved intet om Preben Major Sørensen, men sætter mig til at læse uddraget fra ’Barnet’. Det handler om et forældrepar, der bekymre sig om deres barns fremtid: hvad skal det blive, når det bliver stort. Men barnet brækker hele tiden ting op. Så store ting, at det påfører sig selv ganske alvorlige skader. Efter hvert opkast konstateres barnets kommende beskæftigelse straks:

’Barnet kaster et verdensatlas op. Det skal være børnelokker.

Barnet kaster en utro kvinde op. Det skal være kaldskappelan i Mariager. (Eller var det Wolfsbüttel?)

Barnet kaster et kosteskaft op. Det skal være bokser. (I sværvægtsklassen – eller bantam – eller fluevægt – det er jo ikke så stort, men det kan det selvfølgelig blive.)’ (side 14)

Ind imellem er der medfølgende kommentarer, som ovenfor, eller som her:

’Barnet kaster en røget skinke op. Det skal være messedreng i Rom hos Pave Benedict. (”Og pas godt på dig selv,” siger moderen til den tid, ”tag aldrig mod et bolsje fra en gejstlig og vær aldrig alene med en præst, heller ikke i sakristiet og slet ikke i skriftestolen. Og ser du en kardinal med en påfaldende bule mellem benene, så skynd dig ud på gaden og tilkald politiet. Og hvis de prøver at undskylde sig med mafiaen, så tru dem med menneskerettighedsdomstolen i Haag eller den nye østrigske regering.” (Barnet forstod øjeblikkeligt hvad hun mente, selv om der var længe til endnu, og tanken om det katolske halløj egentlig tiltalte både manden og svigerfaderen.)’ (side 15)

Teksten er hektisk og rablende og blodig og ildelugtende af opkastning efter opkastning, som fortsætter side efter side. Teksten er som en lang tankeassociation. Måske gennemtænkt til sidste detalje af forfatteren, men sådan læser jeg det ikke. Det er alvor, men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet flere steder. Jeg tror aldrig jeg har læst noget lignende. Jeg skal ikke forsøge mig med en analyse, men i fremtiden helt sikkert forsøge mig med andre tekster af Preben Major Sørensen.

Tidsskriftet indeholder også en samtale mellem Anders Abildgaard Nielsen, Harald Voetmann og Preben Major Sørensen. Det er skrevet ud som en monolog af Major Sørensen. Han taler om sin barndom, sit liv, sine inspirationskilder, hvordan forfatterskabet startede i 1960’erne, og om sine værker.

Sørensen (født 1937) kan det som nogle mennesker kan, nemlig at få de vildeste hændelser i deres liv (truende sindssyge, kriminalitet, ophævede forlovelser mm) til at virke som et bevidst forstudie til deres forfattervirksomhed.

Og så kan han det der med at sige noget klogt, som øjeblikkeligt får en til at nikke genkendende. Selvom man aldrig i sit liv har tænkt tanken, så føles den hjemmevandt og som om man kunne have tænkt det (hvis ikke lige det var fordi man var blevet afbrudt af et eller andet netop den dag hvor tanken var lige på tungen).

Nå, nok om det for nu. I næste indlæg kommer vi endelig til Ernst Jünger, som det jo for fanden var meningen det skulle handle om. I næste indlæg altså: tre små tekster af Jünger.

Don’t go away!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *