Imperiet


’Stalin gav ordre til at der skulle anlægges en vej mellem Jakutsk og Magadan. To tusind kilometer gennem tajga og permafrost. Man begyndte at bygge fra begge ender samtidig. Sommeren kom, det blev tøvejr, frosten forsvandt, jorden fyldtes med vand og forvandledes til ælte, vejen druknede. Stalin gav ordre til at man skulle begynde forfra. Men det endte ligesådan. Så gav han ordre en gang til. Vejene mødtes aldrig, men de der byggede dem mødtes i himlen’.

Den polske journalist og forfatter Ryszard Kapuscinski beslutter sig i 1989 for at rejse til Sovjetunionen. Dets sammenbrud er forestående, statskommunismen og muren står for fald. Kapuscinski overvejer at tage til Moskva, for at følge udviklingen derfra hvor beslutningerne tages (Kreml), men beslutter sig for at rejse ud i landet.

Sovjetunionen er et mægtigt rige, der går fra Stillehavet til Østersøen, fra det Arktiske Hav til Sortehavet, desuden indeholder riget et væld af nationaliteter, befolkningsgrupper og stammer, adskillige sprog og religioner.

Det er ikke Kapuscinskis første møde med Imperiet, som han kalder Sovjetunionen. Allerede som 7-årig oplever han i 1939 det daværende Polen, nuværende Ukraine, blive besat af russiske tropper, og snart starter frygten, sulten og deportationerne. Desuden har han gjort rejser i Sovjetunionen i 1958 og 1967.

Rejsen fører ham vidt omkring, fra Vorkuta nord fra polarcirklen, til Baku ved Sortehavet, fra det iskolde umenneskelige til det eksotiske og velduftende. Han taler med mange mennesker i forsøget på at indkredse homo sovieticus. Han beretter om Sovjetunionens historie, om den litteratur og dens arkitektur. Om slavelejre, om miner, om folkemordet i Ukraine i 30’erne, om Stalins vanvid, og om skønne poeter og smuk natur.

Kapuscinski skriver vidende og ligefremt, og han er en udsøgt iagttager:

’Nu begyndte den store udvandring. Folk af stammerne Aliili, Chyzr og Tivedji (sidstnævnte kaldes også kameldriverne) begav sig sydover, idet de sydlige oaser Mary og Tedjan på den tid var berømt. De landflygtige vandrede gennem en ørken, kaldet Karakum –’det sorte sand’ – den største ørken i Turkmenistan og i hele Centralasien. Bag dem lå den døde flod midt i sandklitterne som en ituslået krukke. Sandet dækkede kanaler, marker og huse’.

Der er noget eventyrligt og eksotisk i alle de navne på folkeslag og steder og historier som man aldrig i sit liv har hørt om.

Med kommunistpartiets sammenbrud, slår frihedstrangen ud overalt, og frihed er lig med løsrivelse. Etniske, geografiske og religiøse konflikter slår ud i vold og krig flere steder i riget. Ligesom nationalismen gør det mange steder:

’Sagen er, at nationalisme ikke kan eksistere i konfliktløs tilstand, den eksisterer ikke uden fordringer og krav. Hvor et folk manifesterer sin nationalisme, vokser fjenderne af dette folk straks frem som svampe, og dermed spirer frøet til konflikter og krige’.

Det er derfor at nationalisme også i fx Danmark eller Serbien anno 2008 er farlig. Det vil man aldrig kunne forklare en Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup. I deres optik er nationalisme en ret, eller snarer en pligt, og konflikter og krige vil altid være ’de andres’ skyld.

I det hele taget mener Kapuscinski at verden plages af tre onder: nationalisme, racisme og religiøs fundamentalisme:

’Disse tre onder har samme grundlag, en fællesnævner – nemlig et aggressivt og fuldkommen irrationelt præg. At tale til intellektet hos én, der er smittet af en af de tre sygdomme, er umuligt. I et sådant hoved brænder en hellig ild, der blot venter på sit brændoffer, Ethvert forsøg på at føre en rolig samtale er som at tale til en væg. Det er ikke samtaler denne person er ude efter, men erklæringer. Han ønsker at man giver ham ret, erkender at han har ret, skriver under på det. (…) Mennesker eksisterer ikke, her eksisterer kun sagen.

Et intellekt, der er ramt af en sådan sygdom, er indelukket, monotematisk, bevæger sig udelukkende omkring det samme emne: fjenden. Tanken på fjenden giver det næring og liv. Derfor er fjenden hele tiden nærværende, han er altid midt blandt os’.

Her ser man, uden sammenligning i øvrigt, fællestrækket ved Søren Krarup og bin Laden: lige optaget af hver deres fjendebilleder, fastlåst og uden evnen til at lytte eller ændre kurs.

Kapuscinskis bog har været et klogt og fintfølende bekendtskab. Ham vender jeg helt sikkert tilbage til.

Ryszard Kapuscinski: Imperiet. Tiderne Skifter, 1994.

Skriv et svar