Jeg ønsker Dem gode nerver!

Sidste års sidste bog og så afgjort en af de bedste læseoplevelser, blev Klaus Manns erindringer, Vendepunktet. Rapport om et liv. Klaus Mann bliver født i 1906 i München og er søn af den tyske forfatter og Nobelprismodtager, Thomas Mann. Onklen er en anden, dengang også berømt, tysk forfatter, Heinrich Mann. Der er seks søskende, men Klaus er især knyttet til sin storesøster, Erika Mann, med hvem han rejser jorden rundt, laver Kabaret med, og meget andet.

Klaus Mann bliver selv forfatter som sin far og onkel, han skriver journalistik, anmeldelser, essays, noveller, teaterstykker og romaner. Han rejser meget, Paris, Berlin, Prag, New York, og deltager i internationale forfatterkongresser. Han møder og kender mange af tidens forfattere. Han er desuden homoseksuel.

Med Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 må Familien Mann flygte til Schweiz, og Klaus Mann begynder et ihærdigt antifascistisk arbejde, blandt andet gennem søsterens kabaret. Han er særdeles aktiv som redaktør af blade og på emmigrantforlag, og skriver også selv romaner med fascismen som tema, især er Mephisto nok hans kendteste roman i dag. Den handler kort fortalt om en tysk skuespiller, der bliver nazisternes villige nikkedukke mod at få stjernestatus. Romanen er bygget op over en virkelig person, Gustaf Gründgens, som har været gift med Erika Mann.

Klaus Mann møder faktisk Hitler i virkeligheden. De sidder begge i tesalonen Carlton i München en eftermiddag i 1932. Her kan Mann iagttage Hitler spise 3-4 jordbærkager med flødeskum, hvilket berøver ham sin egen appetit.

I øvrigt mener Klaus Mann ikke, at man kan bekæmpe det, som man helt igennem foragter. I hvert fald ikke med fuld styrke.

Da 2. Verdenskrig bryder ud, må Klaus Mann tage til USA. Her forsøger han at blive amerikansk statsborger for at kunne deltage i krigen, og han forsøger at skrive på engelsk, hvilket volder ham problemer. Han bliver amerikansk statsborger, og i 1943 kommer han med i den amerikanske hærs propagandatjeneste i Nordafrika og Italien.

Klaus Mann lider af depressioner, dels over sit skrivebesvær, dels over krigen, dels over sin mangeårige omflakkende tilværelse. Efter krigen bor han hos forældrene i Californien, han er økonomisk afhængige af dem. I 1949 tager han livet af sig selv i Cannes, hvor han er igang med at afslutte en roman og nyredigerer sine erindringer til udgivelse i Tyskland.

Første udgave af sine erindringer, der blev udgivet i 1942, slutter efter at han havde opnået statsborgerskab. Da han begår selvmord, er han næsten færdig med at redigere en tysk udgave, en udvidet udgave med dagbogsnoter efter 1942 og frem til 1945. Desuden er der gengivet breve til moren og til forskellige venner og bekendte, fra fronten 1943-45. Brevene er fiktive, altså skrevet senere og aldrig sendt. De giver et indblik i hans tanker i et tidsrum, hvor dødstrangen er stor og depressionen hele tiden lurer. Forlaget kan ikke rigtig beslutte sig til at udgive dem, men med Thomas Manns indgriben bliver de udgivet posthum i 1952.

Virkelig en fremragende bog som giver et indblik i Klaus Mann, familien Mann, 20’ernes og 30’ernes europæiske forfattermiljø, det tyske, litterære emmigrantmiljø efter Hitlers magtovertagelse. Jeg har sat masser af små sedler i bogen, hvor der er interessante ting at genfortælle, men det er slet ikke muligt her. Der bliver nævnt et væld af kendte og ukendte forfattere fra dengang, som jeg straks får lyst til at gå igang med. Danske Karin Michaëlis er nævnt, for at hjælpe med at sætte Erikas og Klaus kabaret op i København, og Martin Andersen Nexø møder Klaus Mann på forfatterkongressen i Moskva i 1934.

En lille anekdote skal I lige have med her på falderebet: I foråret 1937 har Klaus Mann lejlighed til at besøge den tjekkoslovakiske præsident Benes. På det tidspunkt ved alle, at Hitler er krigslysten og at han har øje på Tjekkoslovakiet, men præsidenten er optimistisk og ønsker Klaus Mann “på gensyn. Og hvad der end kan ske, så ønsker jeg Dem gode nerver!” Gode nerver, det må Benes have haft, når han i den situation har overskud til at sige sine gæster farvel med de ord.

Jeg håber I får lyst til at kaste jer ud i disse erindringer. De er et must, hvis man interesserer sig for perioden. Jeg skal i hvert fald have læst mere af Klaus Mann. Kender du noget af Klaus Mann som du vil anbefale, så sig endelig til.

I ønskes alle gode nerver 🙂

Klaus Mann: Vendepunktet. Rapport om et liv. Forord af Klaus Rifbjerg. Rosinante, 2010. Oversat af Poul Dam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *