Hurra! Jeg har læst en hel bog af Johannes V. Jensen! Okay, okay, jeg skimmede et par af kapitlerne, men det er sgu også tungt at komme igennem hans istidsmysticisme, suk.

Men til værket: gamle Johannes var ikke ligefrem nationalsocialist, men glad for (mandlige) førertyper og troede også på den nordiske races overlegenhed. Christoffer Columbus er derfor et oplagt valg at skrive en bog om. Det var trods alt hans personlige vilje der overbeviste den spanske konge om at give ham midlerne til en ekspedition vest på.

Men hov! Columbus var da ikke af den nordiske race, men italiener? Hvad gør Johannes så? Han opdeler bogen i fire dele:

Forudsætningerne (s.7-19)
Katedralen (s.23-117)
Karavelen (s.121-375)
Dødssejleren (s.379-416)

’Forudsætninger’ skal fortælle læseren, at Columbus får sine styrker fra sine hedenske nordiske forfædre:

’I Columbus’ Person forener hedensk Naturlængsel sig med Kristendommens Fata Morgana’ (side 16), og ’Columbus fuldbyrder den nordiske Vandring og gør samtidig Kristendommen som terrestrisk Drøm umulig’ (side 15).

Eller:

Ren og monumental er den Egenskab hos ham [Columbus] der gør det muligt, Modet, en fuldkommen Uforfærdethed som han har taget i Arv fra Forfædre der var Erobrere og Nybyggere og for hvem gennem Generationer Usikkerhed, højt Spil, var bleven selve deres Tilværelsesform. Mod og Udholdenhed, Sømandsforvovenhed, Ubøjelighed i Forsættet er den rene Linje der gaar gennem Columbus’ Karakter som Opdager. Han er en idrætsmand, og han er af Aand, hans Bevæggrunde er hævet over Tiden; (side 11).

Afsnittet ’Katedralen’ viser slægtens vandring fra Østersøen til Italien. Naturen er en katedral.

Afsnittet ’Karavelen’ dramatiserer Columbus rejse og opdagelse.

Afsnittet ’Dødssejleren’ forbinder Columbus’ år lange forgæves søgning efter en passage til Stillehavet og myten om den flyvende hollænder, spøgelsesskibet.

Bogen er ikke en ren roman, men blander romanformen med digte, historie og personlige kommentarer. Selvom det lyder som en kluntet omgang, hænger det alligevel meget godt sammen. Kun virker de desperate forsøg på at knytte Columbus til den nordiske race og mytologi noget påklistret. Det siger jeg ikke fordi jeg er ved at brække mig over ideologien (hvilket jeg er), men fordi det dramaturgisk ikke giver mening.

Johannes er jo ikke nogen dårlig forfatter, det ville være løgn at påstå. Han kan noget med sproget og med at dramatisere fx naturscener så det fanger, selv når scenen virker uden ende. Jeg havde en forventning om at jeg ville finde beskrivelsen af Columbus’ rejse mest interessant, og havde på forhånd dømt det natur-nordiske-mytologi afsnit i ’Katedralen’ for uinteressant, men det viste sig at være det mest læseværdige for mig.

Et af problemerne med heltedyrkelse er, at det er nødvendigt at lukke øjnene for eller minimere heltens svage eller ligefrem usympatiske sider. Johannes skjuler ikke Columbus’ dårlige sider. Han fortæller historien om hvordan Columbus uretmæssigt nægter dusøren for at se land for første gang til den pågældende sømand, for at give sig selv prisen, for at have set noget ild eller noget natten før. Og ikke mindst historien om det usandsynlige makabre blodbad Columbus guldgrisk udsatte de lokale indianere for. Men derefter minimeres det hele eller ligefrem benægtes:

’På alle Øerne Columbus siden anløb blev han taget for den hvide Gud, indtil han og navnlig hans Mænd fik sørget for at gøre de uskyldige Indfødte klogere. Columbus for ikke haardt frem imod dem, selv ikke da han som Vicekonge og Guvernør skulde holde Skik paa de Kolonier han anlagde, ikke mere end hvad der var Krigens Ret, efter Datidens Begreb’ (…) (side 298)

Eller:

’det var aldrig i en Mand som Columbus Sind at de arme Formørkede skulde vindes for Naaden med andet end Mildhed’ (side 304).

Columbus kom altså med mildhed, og det var hans mandskab der stod for ugerningerne. Sludder og vrøvl. De indfødte mødte ham med venskab, og han slagtede dem for ikke at levere ham guld nok.

Men det skal jeg vende tilbage til ved en anden lejlighed.

Johannes V. Jensen: Christofer Columbus. Gyldendal, 1921.

P.S. Et ‘f’ i Christofer er Johannes’ ide 🙂