Ken Follet: Uendelige verden


Ken Follet har skrevet en efterfølger til hans store succes ’Jordens søjler’. Den hedder ’Uendelige verden’. Vi er i samme område af England og samme by, Kingsbridge, kun er der gået et halvandet hundrede år så vi nu skriver det herrens år 1327.

Igen er det en udviklingshistorie på flere planer. Dels følger vi en lang række personers liv og skæbne, dels er der katedralen i Kingsbridges historie, dels er der engelsk historie på samfunds, konge og nationalstatsniveau.

Follet er jo en blændende skribent. Teksten flyder ubesværet derudaf og dramaturgisk er det i lange passager hæsblæsende som en litterær udgave af Indiana Jones eller James Bond.

Efter få kapitler har et barn frastjålet en rig mand hans pung under en gudstjeneste; en hundehvalp og en hare er blevet slået ihjeld i en skov mens en flok børn ser på; en soldat er blevet dræbt med en pil gennem øjet og en anden har fået skåret halsen over; en ridder har fået amputeret sin ene arm, en mor ligger for døden; en pige og hendes far er blevet kidnappet men undslipper med nød og næppe døden; en ny hovedtrafikåre er blevet planlagt over floden; katedralen falder delvist sammen, dog uden at nogen kommer til skade og en dreng manipuleres til at bolle en pige mod sin vilje. Og Kongen er måske blevet snigmyrdet.

Alt det og vi er ikke 100 sider inde i bogen!

Follet bruger den samme teknik som i ’Jordens søjler’, nemlig at opdele sine personer i gode og onde, og at give de onde magt over de gode. Den bruger de onde til af dumhed, begær, personlige ambitioner, ondskab, jalousi eller misundelse, at forhindre de gode i at opnå den de elsker, velstand, folkesundhed, faglig anerkendelse eller samfundsmæssige fremskridt. Intriger, vold, bagtalelse og hekseprocesser er midlerne.

Og der ligger romanens spændingsfelt: vores håb om at de gode endelig skal få deres ønsker opfyldt, retfærdigheden ske fyldest og fortællingens høje tempo.

Det er ganske fermt og underholdende, og man kan sagtens bare koble hjernen fra og lade sig forføre af Follet ind i en eventyrlig verden. Hvilket jeg også gjorde 🙂

Men jeg sidder med en fornemmelse af, at Follet er som en vandhane man kan tænde for, og så spytter han bare drama og romantik og fæle skurke ud i stride strømme. Hvorfor romanen stopper efter 1064 sider står mig ikke klart. Den kunne lige så godt være 300 eller 500 sider mere eller mindre. På den måde føler jeg mig både godt underholdt og kørt over af et beregnende tog.

Ken Follet: Uendelige verden. Cicero, 2008 (2007). Oversat af Alis Friis Caspersen.

One response

  1. Hey…så fik du den læst. Du har ret, der er ikke rigtig det store der berettiger at den slutter hvor den gør. Men god underholdning – det er det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *