Klassekamp i Amerika


Indledning
Som vi så i sidste kapitel, mener at Howard Zinn at den amerikanske borgerkrig ikke handlede om for eller imod slaveriet, dette var blot et middel i krigen.

Nej, den virkelige kamp stod mellem industriejere og kapitalister i nord, der ønskede en føderal stat som garant for et stort indre marked, og de rige i syd, der ønskede en mindre sammentømret samling af stater, og dermed højere varepriser og frihed til at behandle deres arbejdsstyrke som det passede dem.

Den anden ”borgerkrig”

I dette kapitel 10, beskriver Zinn ”The Other Civil War”, den der ikke handler om for eller imod slaveri, men handler om klassekampen i det amerikanske samfund. En del af den amerikanske historie, som ifølge Zinn ikke beskrives i undervisningsmaterialet i de amerikanske skoler i dag.

Tidsmæssigt omhandler kapitlet cirka 1830 og frem til 1880.

Det var almindeligt at nogle få familier ejede gigantiske mængder jord, bygninger og på en måde også arbejdskraften og deres familier. I syd havde f.eks. 1000 familier i 1850 $50 millioner i indkomst, mens de resterende cirka 660.000 familier i syd havde en indkomst på $60 millioner.

Nord for New York ejede Rensselaer familien fx 80.000 lejere som betalte husleje og som havde afgivet vidtrækkende rettigheder. Rensselaer familien havde akkumuleret en formue på $41 millioner, på den tid et astronomisk beløb. Krisetider udløste omfattende og gentagne oprør over en 30-40-årig periode. Sheriffer og deres hjælpere blev mødt med våbenmagt, rullet i tjære og fjer osv.

Og sådan var der løbende oprør: børnearbejdere, kvindelige arbejdere i spinderierne, jernbanearbejdere, bønder osv. osv. strejkede, dannede fagforeninger, gjorde korporligt modstand. Enten for højere lønninger, kortere arbejdstid, retten til at eje egen bolig eller jord, imod indkaldelse til militæret, og for stemmeret.

Slå oprøret ned

De fleste af disse oprør blev slået ned af politiet eller militæret. Få indrømmelser blev givet. Dernæst forsøgte arbejderne sig med det politiske system, ved at vælge repræsentanter ind i de lovgivende forsamlinger, men de var sjældent stærke nok.

Listen over de mange arbejderopstande er alt for lang til at gengive her, ligesom alle de rædselsfulde forhold mange arbejdere levede under, også bliver for omfattende at gengive.

De fleste oprør og strejker løb ud i sandet når de strejkende blev sultne nok, eller når repressionen eller volden var hård nok.

Domstolene hjælper til
Det var i øvrigt ikke kun administrative myndigheder, politi og militær der blev brugt til at holde arbejderne i skak. Også domstolene dømte oprørsledere hårdt, sanktionerede slavekontrakter, bestemte at arbejdsskader ikke kunne udløse erstatning og var på mange måder partiske på arbejdsgiversiden.

Så altså: de hvide mænd med penge havde den økonomiske og politiske magt; kvinder, børn, indianere, sorte, fattige hvide, indvandrere skulle bare producere og adlyde, og glemme alt om at sidde med ved bordet.

I næste kapitel er vi i de sidste 30 år af det 19.århundrede. Det er tiden hvor de store industrikapitalister bliver født for alvor.

One response

  1. Og det har han jo nok ret i. Altså at slaveriet ikke var hovedsagen (for de hvide, vel at mærke)! Lincoln mente jo, det afgørende var at holde sammen på tropperne (de hvide, altså).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *