Klaus Manns yndlingslæsning

Den tyske forfatter Klaus Mann (1906-1949) havde allerede som ung mand ambitioner om en forfatterkarriere, men med en berømt forfatterfar,Thomas Mann (1875-1955) og forfatteronkel, Heinrich Mann (1871-1950), kunne presset være stort og kritikken hård, ligefrem hadsk.

Men der var også opmuntring. Efter Klaus Manns første to udgivelser, en novellesamling og et teaterstykke, skrev Stefan Zweig dette smukke brev til ham:

“Fortsæt kun på den måde, kære ven! Mange vil være tilbøjelige til at affærdige Dem som den berømte faders søn. Den slags fordomme skal De ikke tage Dem af! Arbejd! Sig, hvad De har at sige – det er en hel del, hvis jeg ikke tager fejl…Jeg venter mig meget af Dem. Skriv en ny bog! Og tænk på mig under arbejdet – på de forhåbninger, som jeg stiller til Dem; den tillid, som jeg kommer Dem i møde med!”

Som teenager begyndte Klaus Mann at læse mere disciplineret, og hans smag udvikler sig i en bestemt erotisk-religiøs retning. Han får sine forbilleder, sine afguder. Han opdager sin olymp, som han kalder det.

Her en liste over den unge forfatterspires ‘afguder’, hvoraf især de fire første var vigtige:

Sokrates (især Symposion og Faidon)
Friedrich Nietzsche (især Zarathustra, Antikrist, Tilfældet Wagner og Ecce Homo)
Novalis (fx Hymnen an die Nacht)
Walt Whitman
Angelus Silesius (især Vandringsmanden)
Rainer Maria Rilke (især Tidebogen og Malte Laurids Brigge)
Herman Bang (især Mikaël)
Oscar Wilde (især De profundis!)
Edgar Allan Poe
Charles Baudelaire
Verlaine (bl.a. Hombres og Sagesse)
Arthur Rimbaud (bl.a. Lusesøgerskerne og Le Bateau Ivre)
Georg Büchner (Leonce og Lena, Danton og Wozzeck)
Frank Wedekind (Frühlings Erwachen)
August Strindberg
Georg Trakl
Stefan George (bl.a. Jahr der Seele og Der siebente Ring)

Skriv et svar