Den østrigske forfatter Joseph Roth skrev fra 1920 frem til 1933, hvor han måtte forlade Tyskland efter nazisternes magtovertagelse (han var jøde), en række reportager fra Berlin. Reportagerne blev trykt i forskellige aviser både i Tyskland og Østrig.

Reportagerne er tematisk meget forskellige. De er fra samfundets bund, det kriminelle miljø, en statsmandsbegravelse, portrætter, om arkitektur og fremskridtet, det nationale mennesker og så videre.

Det er ikke kølige, objektivt registrerende reportager. Tværtimod er de subjektive, ofte ironiserende, men alligevel præcist registrerende og med en veludviklet og fintfølende iagttagelsesevne.

Og så er de fulde af sproglige perler, sådan nogle man får lyst til at gemme på, putte i lommen som en kastanje eller en perfekt sten. For eksempel denne:

“Kong Salomon, (…) som regerede på den tid, da historien stadig gik baglæns, nemlig fra 1015 til 975 før Kristi fødsel….”

I reportagen fra frisøren, hvor “Sakse klaprede sultent, en stor flue summede”, kommer den nationaltsindede (kommende nationalsocialist?) tyrenakke ind, og underholder alle med højtråbende krigsromantik:

“Hans ord knalder, smælder, knitrer. Geværpatroner, maskingeværsild og motorgranater affyres fra hans strube. Verdenskrige snorker i hans bryst. 

At støde på hans slags her i kvarteret, midt om sommeren, er som at finde en skolebog i sin feriekuffert.”

At læse Roths reportager er så berigende på flere planer. Hans blændende iagttagelsesevne, som han omsætter til præcise billeder, de små sproglige mesterværker, med tør humor og indlevelsesevne.

Jeg har tidligere brokket mig over at forlagene ikke længere udgiver samtids- og ældre litteratur i serier i lommeformat, men det gør Forlaget Vandkunsten heldigvis, og denne er en bog i serien Store fortællere i lommeformat.

Bogen er gennemført med noter til hvert enkelt reportage, så man får den aktuelle kontekst med (de fleste kan dog sagtens læses uden), og med et mindre biografisk afsnit om forfatteren. Og så elsker jeg netop dette bogformat. Skønt!

Josepth Roth: Kong Salomons tempel i Berlin. Forlaget Vandkunsten, 2010. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.