Da jeg begyndte at læse voksenlitteratur, forsøgte jeg mig med nogle af de nye kvindelige forfattere. En af dem der fangede mig, var Lisa Alther, som vist solgte godt i Danmark i 70’erne og 80’erne. Ultra kort kan man sige om Althers bøger, at de handler om kvinder, der lærer sig selv at kende.

Levende billeder fra 1975, hendes debutroman, er ingen undtagelse: Ginny Babcock bliver kaldt hjem til sin mors dødsleje, en mor hun har et distanceret forhold til. Hjemrejsen bliver til en rejse gennem Ginnys forskellige livsfaser, en rejse mod en forståelse med sin mor, og en rejse ind i hende selv.

Vi er i Tennessee, en af de amerikanske sydstater, Ginnys far har en kemikaliefabrik der lever højt på at levere til den amerikanske hærs krig i Vietnam. Ginny er kæreste med skolens fodboldførstemand og er cheerleader. Senere flytter hun hjemmefra, bor i et biodynamisk kvindekollektiv (hendes medkollektivister bliver en smule, skal vi sige: overrasket, da det går op for dem, hvad Ginnys far laver) og gifter sig til et job som hjemmegående husmor etc etc.

Det er skægt, bevægende og rørende og alt muligt andet, og ikke mindst velskrevet. Bogen holder stadigvæk, synes jeg, et helt lille mesterværk.

Tre kvinder
Marge Piercys projekt er egentlig den samme, men hun griber det helt anderledes an. Hun forsøger at være det kvindelige modsvar til datidens Ken Follet’er. Hun opbygger sine romaner på samme måde. Projektet er med andre ord, at skrive kvinderne ind i hovedrollerne i populærlitteraturen.

I denne roman møder vi Suzanne, der er på et selvopofrelsestrip. Hun arbejder som underviser på Boston University og som forsvarsadvokat pro bono. Derudover underholder hun sine voksne døtre og deres studier. Hun bor i et hus, i stueetagen, mens hendes gode livslange veninde, Martha, og hendes mand, Jim, bor ovenpå.

Suzannes mor får et lammende slagtilfælde og hendes ældste datter, Elena, mister endnu et job, og begge flytter ind og skal stadig passes og underholdes. Imens er den yngste datter, Rachel, på vej til Israel sammen med sin rabbiner-kæreste, for selv at blive rabbiner.

Det vakler faretruende på Suzannes skuldre, og hverken Rachel, Elena eller Suzannes mor påskønner Suzannes indsats, tværtimod ser de fjendtligt på hende og hendes omklamrende moderlige omsorg, og de hader at være afhængige af hende. Læsset truer med at vælte, da Elena med bedstemors billigelse indleder et forhold til ovenboen Jim.

Det hele ender naturligvis med at de alle slår sig godt og grundigt på livet, og havde de da bare fulgt Suzannes moderlige råd og advarsler, så kunne de have undgået mange knubs.

Romanen er noget værre makværk, alt for poppet og skrevet med Piercys sædvanlige skabelon, murstensteknikken, og forudsigelig grænsende til det banale. Jeg har stadig en idé om, at jeg vil læse Piercys deburoman, Kvinder ved tidens rand, men jeg venter nok lige lidt.

Lisa Alther: Levende billeder. Gyldendals Bogklub, 1977 (1975). Oversat af Poul Borum.

Marge Piercy: Tre kvinder. Gyldendal, 2001 (1999). Oversat af Tim Kane.