En kold vinteraften begår en amerikansk journalist selvmord ved at kaste sig ud af vinduet fra et højhus i Stockholm. Konstitueret chef for Rigskriminalen Lars Martin Johansson opdager dog at der er mere i den sag end ved første øjekast. Der er noget muggent ved hele sagen, og det involverer SÄPO og en snigmyrdet svensk statsministers gøren og laden under den kolde krig.

Denne kriminalroman låner, som andre kriminalromaner, fra virkeligheden. Den myrdede statsminister er selvfølgelig Oluf Palme. Ellers går meget af persongalleriet tabt for mig, jeg husker ikke de virkelige personer der var involverede i opklaringen eller spillede en rolle politisk dengang. Modsat Gretelise Holms krimi er det derfor knapt så underholdende at læse og gætte med.

Der er andre problemer med den, synes jeg. Dels savner jeg at den har en klar hovedperson. Dels forfalder den til simple tricks, som at skurken er pervers og sadistisk overfor kvinder. Det er sgu så stereotypt og letkøbt. Og så er det uklart om bogen er en krimi eller en thriller? Er det en sag for Rikskriminalen eller for SÄPO? Hvad vil den?

Dybest ser rør den mig ikke, personerne rør mig ikke, og den er langtrukken, alt, alt for lang!

Det bedste jeg kan sige om den er, at kapitlerne er så korte, at den egner sig udmærket til godnat læsning, så det er ikke svært at finde et godt sted at holde pause for natten.

Da jeg læste min første Leif GW Persson krimi var jeg meget tvivl om min holdning til forfatterskabet, men det er jeg ikke længere. Jeg vil hellere læse kvindernes bud på en kriminalroman, end dette maskuline miskmask.

Jeg er desværre i besiddelse af endnu en Persson krimi, ’Linda – som i Lindamordet’. Jeg må se om jeg får pløjet mig igennem den en dag.

Leif GW Persson: Mellem sommerens længsel og vinterens kulde. Modtryk, 2006 (2002). Oversat af Bjarne Nielsen.