Manuel Vázquez Montalbán: Labyrint


Vi springer til den 8. Carvalho bog (på dansk). Vi er nu i start 90’erne, og Barcelona skal være vært for OL i 1992, hvilket præger byen. Labyrint starter med at vor helt, privatdetektiven får et telefonopkald:

– Mit navn siger Dem sikkert ikke noget. Jeg hedder Brando.
– Marlon?
– Det er ikke første gang jeg hører den vittighed. Luis. Luis Brando.

Ja ja, lidt plat, men også lidt sjovt….hvis man er mig 🙂

Carvalho har denne gang to sager. En bedårende smuk fransk kvinde hyrer ham til at finde sin forsvundne græske elsker (måske) Alekos. Hr. Brando, altså Luis, hyrer Carvalho til at finde ud af, hvad den forfløjne og promiskiøse datter Beba foretager sig (en reference til Carmen i Chandlers ’The Big Sleep’?).

Som sædvanlig er romanen fyldt med referencer til litteratur og film, Carvalhos madlækkerier, og han tænder stadig op i kaminen med bøger fra sit bibliotek. Denne gang går det ud over Ibañez. Og dia- og monologer er atter ofte gammelkloge eller absurde. I får lige en smagsprøve, en samtale mellem Carvalho og hans ven Oberst Parras (side 40):

– Jeg inviterer dig på middag en dag, hvis du har lyst, hjemme hos mig.
– Jeg spiser kun italienske salater og blå fisk, der er grillstegt.
– Hvorfor blå?
– Man har fundet ud af, at det er bedst for kolesteroltallet. Jeg har ganske vist ikke problemer med mit kolesteroltal, men det er bedre at forebygge end at helbrede. Går det ellers godt?
– Det går godt. Jeg ringer til dig.
– Ring til min sekretær. Jeg rejser meget. En af dagene tager jeg til Seoul for at studere konsekvenserne af De Olympiske Lege.
– En dag kommer de herover til os for at studere konsekvenserne af De Olympiske Lege.
– I morgen er der atter en dag.

Ellers er det en lidt anderledes roman end de første to. Carvalho er blevet lidt blødere og knap så kynisk (på visse områder!) med årene. Det lykkes ham nærmest at forelske sig i sin franske klient. Og opklaringen starter hurtigere.

Bogen har også en anden rytme, hvilket ses af dens ydre opbygning. Til sammenligning:

Labyrint: 156 sider, 7 kapitler. Det giver 22,3 side pr. kapitel.
Direktøren: 257 sider, 49 kapitler. Det giver 5,2 side pr. kapitel.
Sydhavet: 254 sider, 45 kapitler. Det giver 5,6 side pr. kapitel.

Men det er stadig en fremragende, lærd og skide skæg krimi. Jeg må se om jeg kan finde de øvrige bind i serien!

Manuel Vázquez Montalbán: Labyrint. Klim, 1993 (1991). Oversat af Kirsten Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *