Marge Piercy: I krig I-II

På 845 sider fortæller Marge Piercy om 6 kvinder og 4 mænd under den 2.verdenskrig. De fleste er fra USA og nogle fra Frankrig, og næsten alle af jødisk slægt. Personernes historier fletter sig ind og ud mellem hinanden, og det er her hovedvægten er lagt.

Det er en klassisk murstensroman med cliffhanger-teknik: et kapitel handler om en person, når det bliver mest spændende slutter kapitlet, og et nyt starter med en ny person, og sådan fortsætter det hele bogen igennem. En teknik som mange har benyttet sig af, fx Leon Uris og Ken Follet. Og som Follet benytter hun også det trick, at vi som læser, længe før karaktererne selv, er klar over hvad der er bedst for dem, hvem der bør være kærester med hvem og hvem de ikke bør være kærester med, hvem der er lesbisk osv, og så trækkes tiden ud og ud, og så til sidst, får de den eftertragtede lykke (nogle af dem). Som læser kan man ikke lade være med at føle sig lettere manipuleret med, men så igen: er ikke alle bøger en slags manipulation i positiv forstand?

Når Piercy er mere interessant end fx Follet, så er det fordi hun vil noget med bogen, hun har noget på hjertet. Hun fortæller om racisme og antisemitisme, som ikke kun fandtes i Nazi-Tyskland men også i Frankrig og USA, om kvinders vilkår, om social slagside og arbejdsforhold. Det er ikke docerende, men en mere nuanceret virkelighed ift. standardudgaven af den store, brede roman.

Det siger sig selv, at så lang en roman opbygget på denne måde, ikke formår at skabe voldsom dybde hos sine hovedpersoner. Men romanen skal nok også betragtes som underholdning.

Den kan minde lidt om Régine Deforges ‘Pigen med den blå cykel.’ Kan man lide den, kan man sikkert også lide denne.

Marge Piercy: I krig I-II. Gyldendals Bogklubber, 1989 (1987). Oversat af Hanne Tang Grödal.

10 responses

  1. Nu vil jeg i hvert fald SLET ikke læse Jordens Søjler, selvom mange anbefaler den rigtig varmt. Øv. Ken Follett er for evigt bandlyst på mine hylder ;o)

  2. @ Louise: Det har du ret i. Det er da ganske frastødende!

    Jeg bladrede lige lidt i Jordens søjler og fandt en voldtægtsscene (side 331-335). Det fremgår ikke lige af denne ene scene, at kvinden selv er skyld i voldtægten. Til gengæld er der gjort meget ud af scenen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Follet bruger voldtægtsscener som 'krydderi' i sine bøger. Alene det er heller ikke særligt sympatisk.

    Jack Higgins, en engelsk spændingsforfatter. Han er endnu værre, don't go there 🙁

  3. @ Louise: Det har du ret i. Det er da ganske frastødende!

    Jeg bladrede lige lidt i Jordens søjler og fandt en voldtægtsscene (side 331-335). Det fremgår ikke lige af denne ene scene, at kvinden selv er skyld i voldtægten. Til gengæld er der gjort meget ud af scenen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Follet bruger voldtægtsscener som 'krydderi' i sine bøger. Alene det er heller ikke særligt sympatisk.

    Jack Higgins, en engelsk spændingsforfatter. Han er endnu værre, don't go there 🙁

  4. Så fik jeg endelig tid til at kommentere videre.

    Jo, altså. I sin tid (det er en del år siden) læste jeg en række af Ken Folletts krimier. De var sådan set let og underholdende læsning, hvilket er noget jeg går meget efter, men efter at have læst et par stykker, slog det mig, at han gik vældig meget op i sådan noget som voldtægter. Nu er voldtægter jo aldrig nogen rar ting, og det er bestemt heller ikke fordi Follett skriver om dem som sådan (eller fordi hans bøger KUN handler om det emne), men som en rød tråd igennem de bøger af ham, som jeg læste, fremgik det at voldtægter i høj grad er noget, der er "kvindens egen skyld". Nu er jeg ikke særlig feministisk anlagt, og han ikke nogen skjult dagsorden, hvor jeg skal finde kvindefjendtlige synspunkter i alt, hvad jeg læser, men Folletts interesse i voldtægt var simpelthen for ulækker. Derfor lagde jeg ham eftertrykkeligt på hylden og har ikke læst så meget som en linje af ham siden. Alt dette var før hans berømmede Pillars of the Earth-værker, så, indrømmet, dem har jeg ikke læst. Jeg har til gengæld skoset enhver, der har formastet sig til at læse dem og tillade sig at synes, at de er gode. Dette inkluderer meget nær familie, hvis litterære meninger, jeg ellers sætter meget højt.

    Men det er derfor. Jeg kan ikke foredrage ham. Synes han skriver dårligt (og så er det MEGET dårligt, når det kommer fra sådan en som mig, der absolut ikke går ad vejen for en rask omgang trashy vampyr-erotik, chick lit mm) og at han er klam.

    😀

  5. Så fik jeg endelig tid til at kommentere videre.

    Jo, altså. I sin tid (det er en del år siden) læste jeg en række af Ken Folletts krimier. De var sådan set let og underholdende læsning, hvilket er noget jeg går meget efter, men efter at have læst et par stykker, slog det mig, at han gik vældig meget op i sådan noget som voldtægter. Nu er voldtægter jo aldrig nogen rar ting, og det er bestemt heller ikke fordi Follett skriver om dem som sådan (eller fordi hans bøger KUN handler om det emne), men som en rød tråd igennem de bøger af ham, som jeg læste, fremgik det at voldtægter i høj grad er noget, der er "kvindens egen skyld". Nu er jeg ikke særlig feministisk anlagt, og han ikke nogen skjult dagsorden, hvor jeg skal finde kvindefjendtlige synspunkter i alt, hvad jeg læser, men Folletts interesse i voldtægt var simpelthen for ulækker. Derfor lagde jeg ham eftertrykkeligt på hylden og har ikke læst så meget som en linje af ham siden. Alt dette var før hans berømmede Pillars of the Earth-værker, så, indrømmet, dem har jeg ikke læst. Jeg har til gengæld skoset enhver, der har formastet sig til at læse dem og tillade sig at synes, at de er gode. Dette inkluderer meget nær familie, hvis litterære meninger, jeg ellers sætter meget højt.

    Men det er derfor. Jeg kan ikke foredrage ham. Synes han skriver dårligt (og så er det MEGET dårligt, når det kommer fra sådan en som mig, der absolut ikke går ad vejen for en rask omgang trashy vampyr-erotik, chick lit mm) og at han er klam.

    😀

  6. Jeg ville egentlig gerne knytte en længere kommentar, men er i bekneb for tid (min søster ringer på døren om et øjeblik), så derfor en lille "cliff-hanger" 😉

    Jeg kan simpelthen ikke fordrage Ken Follett (som jeg godt ved ikke har skrevet denne bog, du omtaler her, men som du henviser til). Mere om det senere.

  7. Jag läste Régine Deforges bok på 80-talet tror jag (hittade den faktiskt i Köpenhamn!) och jag minns att jag tyckte att den var riktigt hyfsad- Marge Piercys bok kan säkert vara något för mig- lämplig sommarläsning!

  8. Jag läste Régine Deforges bok på 80-talet tror jag (hittade den faktiskt i Köpenhamn!) och jag minns att jag tyckte att den var riktigt hyfsad- Marge Piercys bok kan säkert vara något för mig- lämplig sommarläsning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *