På 845 sider fortæller Marge Piercy om 6 kvinder og 4 mænd under den 2.verdenskrig. De fleste er fra USA og nogle fra Frankrig, og næsten alle af jødisk slægt. Personernes historier fletter sig ind og ud mellem hinanden, og det er her hovedvægten er lagt.

Det er en klassisk murstensroman med cliffhanger-teknik: et kapitel handler om en person, når det bliver mest spændende slutter kapitlet, og et nyt starter med en ny person, og sådan fortsætter det hele bogen igennem. En teknik som mange har benyttet sig af, fx Leon Uris og Ken Follet. Og som Follet benytter hun også det trick, at vi som læser, længe før karaktererne selv, er klar over hvad der er bedst for dem, hvem der bør være kærester med hvem og hvem de ikke bør være kærester med, hvem der er lesbisk osv, og så trækkes tiden ud og ud, og så til sidst, får de den eftertragtede lykke (nogle af dem). Som læser kan man ikke lade være med at føle sig lettere manipuleret med, men så igen: er ikke alle bøger en slags manipulation i positiv forstand?

Når Piercy er mere interessant end fx Follet, så er det fordi hun vil noget med bogen, hun har noget på hjertet. Hun fortæller om racisme og antisemitisme, som ikke kun fandtes i Nazi-Tyskland men også i Frankrig og USA, om kvinders vilkår, om social slagside og arbejdsforhold. Det er ikke docerende, men en mere nuanceret virkelighed ift. standardudgaven af den store, brede roman.

Det siger sig selv, at så lang en roman opbygget på denne måde, ikke formår at skabe voldsom dybde hos sine hovedpersoner. Men romanen skal nok også betragtes som underholdning.

Den kan minde lidt om Régine Deforges ‘Pigen med den blå cykel.’ Kan man lide den, kan man sikkert også lide denne.

Marge Piercy: I krig I-II. Gyldendals Bogklubber, 1989 (1987). Oversat af Hanne Tang Grödal.