Mary Daheim: The Alpine Menace


Vi napper lige endnu en Emma Lord krimi. Denne gang er vi nået til ’m’, som i ’The Alpine Menace’ (menace betyder trussel eller fare).

Emmas fætter Ronnie fra Seattle er anklaget for mord på sin kæreste Carol, uberettiget, hævder han. Han ringer derfor til Emma for at få hjælp. Emma tager straks af sted sammen med sin makker, den ulidelige Vida Runkel.

Ronnie var på barturné da Carol blev myrdet, men for stiv til at huske præcis hvor og hvornår, og Carols nabo og veninde Maybeth påstår at have hørt Carol og Ronnie skændes omkring mordtidspunktet, men så igen: Carol og Maybeth var så gode veninder at de byttede kærester, og det har sidenhen kølnet deres forhold en anelse!

Snart indfinder den unge og smukke Kendra sig også på scenen. Hun er adoptivbarn på jagt efter sin biologiske mor, og opsøgte i den anledning for kort tid siden Carol.

Samtidig forsøger en eller anden at true Emma på livet. Er det morderen der føler sig gået for tæt på?

Det er stadig en hyggenygge krimi, men noget mere spændende og dramatisk end den sidste jeg læste. Mary Daheim befolker stadig sine krimier med irriterende typer. I denne har Emma åbnet sit hjem for den unge alenemor Amber på 17 somre og babyen Danny (de er vistnok et leftover fra forrige roman). De gengælder Emmas gæstfrihed med at rode, svine og forvente opvartning. Klovnen Ed Bronsky er også med. Nu er hans biografi på vej til at blive filmatiseret. Spændende? Sjovt? Nej.

Vida Runkel er som sagt med igen, men heldigvis må hun midt i bogen returnere til Alpine og Emma har derfor scenen for sig selv (endelig!).

Det er ikke stor eller dramatisk kunst, men en god lille effektiv og forglemmelig krimi at slå et par timer ihjel med.

Mary Daheim: The Alpine Menace. An Emma Lord Mystery. Fawcett Books, 2000.

Skriv et svar