Min iranske barndom


Erindringer fra Iran
Min iranske barndom er tegneren Marjane Satrapi’s (f. 1969) erindringer om sin barndom i Iran, 1979-1984, beskrevet i en tegneserie.

I 1979 er iranerne blevet trætte af deres konge, Shahen. De vil omsider have demokrati, så han flygter til Ægypten. Men hurtigt viser den demokratiske revolution sig at gå i retning af en islamisk revolution, og terroren og undertrykkelsen sniger sig ind i alle kroge og gemmer i samfundet.

Marjanes forældre, der er socialister, må opgive deres politiske virksomhed; venner og familie flygter, bliver fængslet eller henrettes. Og moren må iføre sig slør på gaden.

Marjane oplever også sit liv forandre sig: den franske skole hun har gået i, bliver lukket, og også hun må iføre sig tørklæde. Det er slut med fester, neglelak og rockmusik.

Undertrykkelsen intensiveres
I 1980 starter en blodig krig mellem Iran og Irak, og i Iran sættes der turbo på islamiseringen: dels for at skaffe kanonføde til krigen, dels for at krigens rædsler ikke skal starte et oprør mod styret.

”Religiøse” patruljer sørger for at kvinder ikke er udfordrerne klædt, og at vestlig kultur ikke vinder indpas. Stikkeriet udbredes voldsomt.

Tegneseriens store styrke er for det første dens evne til at beskrive den gradvise men effektive transformation af det iranske samfund og den betydning det har for Satrapi familiens liv, hvordan friheden indskrænkes ned i selv de mindste detaljer.

For det andet dens fortælling om hvordan familien forsøger at bevare deres livssyn og deres kærlighed til hinanden trods undertrykkelsen.

For eksempel smugler Marjanes forældre Iron Maiden plakater med tilbage fra en ferierejse til Tyrkiet, selvom de udsætter sig for urimelig stor fare for at glæde deres teenagedatter.

Erindringer om undertrykkelse
Persepolis minder mig, selvom det to personer ikke har meget tilfælles, utroligt meget om Victor Klempereres erindringer om hvordan nazisterne langsom men sikkert indskrænkede jødernes liv i 1930’ernes Tyskland.

Den snigende terror, der får folk til at angive hinanden, og i det hele taget får det værste op i folk, trods de voldsomme konsekvenser deres handlinger får.

Persepolis er siden den udkom i Danmark i 2005 blevet berømmet og rost til skyerne, så jeg tænker jeg er den sidste der læser bogen, men skulle der være andre der ikke har stiftet bekendtskab med denne fremragende tegneserie, kan jeg kun anbefale at det forsømte indhentes straks 🙂

Marjane Satrapi: Persepolis. Min iranske barndom. Carlsen, 2005 (2001). Oversat af Julie Paludan-Müller.

Skriv et svar