Finanskrisen har sat sig sine spor i San Francisco og omegn. Som en konsekvens, bliver den unge webdesigner Clay Jannon fyret fra sit arbejde hos et startup bagelfirma. Her stod han ellers efterhånden for både webdesign, community management og online markedsføring.

God råd er dyre, for jobs er der ikke mange af. Clay leder uden for sit felt, og lander et job med at passe en eksotisk boghandel, der har døgnåben, men ellers på alle måder er ret offline. Clay har nattevagten, og det er som regel en stille affære, og de få kunder der kommer, køber ikke bøger, men bytter bøger.

Men hvordan kan boghandleren Mr. Penumbra dog få det til at løbe rundt? Og er der ikke noget mystisk ved de excentriske bytte-kunder? Og hvad er det for bøger de låner?

Alt salg og alle udlån af bøger indføres nøje i hånden i en logbog. Clay får den ide, at indføre alle oplysningerne i et computerprogram, og samtidig laver han en 3-D kopi af boghandlen og dets indhold, og snart viser der sig et mønster i galskaben.

Handlingen tager fart, da Clay får hjælp fra en smart (og smuk) kvinde, Kat, der arbejder hos Google, og et 500 år gammelt mysterium skal opklares med moderne hjælpemidler. Mere skal jeg ikke afsløre her.

I starten skal man lige vende sig til, at forfatteren har travlt med at få sagt Google, MacBook, Facebook, Twitter, 3-D grafik etc. på meget få sider. Det virker ind imellem som om han har mere travlt med at bevise sin viden fremfor at skabe et overbevisende tidsmiljø.

Det er da på tide at webdesignere får deres egen roman, og sikke en god idé at sammenkører den nørdede verden inden for det fag og bogelskernes nørdede verden.

En fin lille roman, med en overbevisende spændingskurve, uden at vi når stjernerne, men dog bedre skrevet end sin overlæssede og trælse pendant, Da Vinci mysteriet. Og fed titel.

Men gad vide, som en, jeg talte med på Instagram om bogen, bemærkede, hvordan bogen vil virke om blot 1 – 2 år med den meget tidsbundne terminologi?

Robin Sloan: Mr. Penumbra’s 24-Hour Bookstore. Atlantic Books, 2012.