Næsen & Hvordan et skuespil bliver til

Når jeg rundt om læser om den ukrainske forfatter Nikolaj Gogol (1809-1852), beskrives hans skrivestil som værende på grænsen mellem romantik og realisme. Og det er vel også rigtig nok, hvis det er der man placerer Monty Python og dadaisme.

Gogols novelle Næsen er i hvert fald utrolig absurd og fantasifuld.

Handling

En morgen i Sankt Petersborg i Rusland. Kollegieassessor Kovalof vågner op og vil lige tjekke en filipens, han havde opdaget aftenen i forvejen – hans næse er væk! Der er kun en glat plet i ansigtet tilbage.

Novellerne Næsen og Kappen af Nikolaj Gogol
Novellerne Næsen og Kappen af Nikolaj Gogol

Det er er ikke så nemt for Kovalof at bevæge sig rundt i Sankt Petersborgs gader uden næse, og helt galt bliver det, da Kovalof ser sin egen næse i fuld uniform og hat med fjerbusk, stige ud af en karet og smutte ind i et hus!

Historien er fantastisk, og den ender godt i den forstand, at næsen ender med at sidder hvor næser og særligt denne oprørske næse bør sidde: i ansigtet på vores prøvede hovedperson, Kovalof.

N. V. Gogol: Næsen og Kappen. Thaning & Appels Forlag, 1944. Oversat af Karina Windfeld-Hansen, og illustreret af Marlie Brande.

Hvordan et skuespil bliver til

Den tjekkiske forfatter Karel Capeks erfaringer med at skrive skuespil, og ikke mindst at få dem opført på teatret, sammenfattede han i Hvordan et Skuespil bliver til.

I Capeks optik er skuespilforfatteren en stakkel, der skal gå grueligt meget igennem, før stykket kan blive fremført på scenen, for stort set alle på teatret gør hvad de kan for at modarbejde hinanden.

Fra Parterret bliver den tilintetgjorte Forfatter Vidne til, hvordan hans Tekst flagrer over Scenen som en en laset Klud i en haard Kuling. […] Skuespillerne er blevet til knurrende Dyr og skændes indædt med Suffløren, som de beskylder for at mumle i Skægget i Stedet for at tale ordentligt. […] I Baggrunden snerrer Regissøren og Rekvisitøren ad hinanden i et Anfald af atavistisk Raseri. Endelig trækker Instruktøren sig tilbage og forstummer, mens den forvredne Tekst hinker videre over Scenen i en Tilstand af dødelig Afslappelse. […] i Overmorgen er der Generalprøve.

Og lige før generalprøven fortsætter ulykkerne.

Der udbryder forskellige Epidemier blandt Ensemblet, Influenza, Angina, Lungbetændelse, Lungehindebetændelse, Blindtarmsbetændelse og andre Skrøbeligheder. “Prøv engang, hvor hed jeg er i Hovedet. Jeg har Feber,” hvisker Hovedrollens Skuespiller ind i Øret

Hvordan et skuespil bli'r til

på Forfatteren, saa det føles, som naar Dampen gaar ud af en Hane. “Jeg burde egentlig lægge mig – i det mindste en Uge,” stønner han, halvkvalt af Hoste, idet han ser på Forfatteren med bebrejdende, taarevædede Øjne som et Offer, der føres til Slagtebænken. “Jeg kan ikke min Rolle,” siger en anden. “Hør, kan De ikke sige, Premieren skal udsættes?” spørger han Forfatteren.

Er man til teatret, er denne bog af Karel Capek et absolut must. Fantastisk grinagtig.

 

 

Karel Capek: Hvordan et Skuespil bli’r til. Thaning & Appels Forlag, 1946. Oversat af Else Westh Neuhard og illustreret af forfatterens bror, Josef Capek.

Skriv et svar